39-årig mand hamrede kniv i brystet på dørmand. En dørmand på diskoteket Rosie McGees i København reddede tidligt søndag morgen livet, fordi han bar en skudsikker vest, en såkaldt fragmentationsvest.

Det er kriminalpolitiets vurdering efter et voldsomt knivstikkeri foran diskoteket kl. 03.22. »Kniven blev hamret hårdt ind i dørmandens bryst.

Af et hul i hans bluse kunne vi se, at den ville have ramt ham et kritisk sted, lige midt i brystet, hvis knivsbladet var gået igennem,« siger kriminalpolitiets centrale vagtleder, vicekriminalkommissær Leif Berg til B.T.

Han og en kollega havde netop afvist en gruppe på seks til syv indvandrere der ville ind på diskoteket. Det kunne de ikke komme, fordi de har karantæne, da gruppen tidligere, ifølge politiet, har givet anledning til uro og ballade på Rosie McGees.

Pludselig trak en mand fra gruppen en stor kniv og hamrede den ind i brystet på dørmanden. En anden dørmand fik et knytnæveslag i ansigtet.

Knivstikkeren stak sammen med resten af gruppen af fra stedet, men dørmanden kunne følge ham med øjnene, lige indtil han blev anholdt af det tilkaldte politi. Det samme blev en anden indvandrer fra den afviste gruppe.

Den formodede knivstikker, en 39-årig indvandrer nægtede sig skyldig, men blev alligevel kørt med på politistationen, hvor han blev afhørt og sigtet for vold af særlig farlig karakter, efter straffelovens paragraf 245.

Politiet ledte i lang tid efter gerningsvåbnet, men det er ikke lykkedes at finde kniven. Dørmanden slap uskadt fra knivstikkeriet, »Han har nok den vest på næste gang han er på arbejde,« siger Leif Berg.

I går blev den sigtede 39-årige mand fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København, med krav om varetægtsfængsling. Han nægtede sig skyldig, men dommeren sendte ham bag tremmer i 11 dage.

Kort før knivstikkeriet på Vesterbrogade 2 fik en dørmand på Café Ludvigsen, også på Vesterbrogade, slået i hovedet med en flaske så den knustes. Voldsmanden blev anholdt af politiet og sigtet for vold.

Overfaldt pizzaspisende
Kl. 05.11 kom tre mænd kørende i en Ford Mondeo i Sværtegade i det indre København, pludselig sprang en mand ud af bilen og overfaldt to pizzaspisende mænd på gaden. Voldsmanden forsvandt fra stedet, men de to voldsofre tog nummeret på bilen og den blev senere fundet.

Tidligere dom for vold
Det viste sig at bilens ejer, der ifølge sigtelsen slog, for kort tid siden har fået en dom for vold. »Han har åbenbart intet lært så derfor blev han søndag eftermiddag stillet for en dommer igen, sigtet for vold og med krav om varetægtsfængsling,« siger Leif Berg. Denne voldsmand blev også varetægtsfængslet i 11 dage.

Maria Hedegaard