Pressen må ikke overvære retsmøder i en kommende sag mod en russisk statsborger, der anklages for spionage.

En kommende retssag mod en herboende russisk statsborger, der er tiltalt for spionage mod en dansk virksomhed, kommer til at foregå bag lukkede døre.

Det har Retten i Aalborg mandag besluttet.

- Der vil uvægerligt komme oplysninger frem om særlige efterforskningsmetoder, både konkret i denne sag og generelt, der vil betyde noget for Danmarks forhold til fremmede magter og særlige hensyn til disse, siger dommer Helle Dietz som begrundelse for dørlukningen.

Det var 9. december sidste år, at Anklagemyndigheden løftede sløret for den usædvanlige sag.

Det kom frem, at en russisk statsborger havde været varetægtsfængslet siden juli 2020.

Den pågældende er tiltalt for at have udleveret oplysninger om blandt andet dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste. Det skal være sket mod betaling.

Det forberedende retsmøde har været afholdt forud for selve retssagen, der begynder 12. april.

Formålet var at tage stilling til, om retssagen skal føres for åbne døre, så repræsentanter fra pressen kan overvære sagen.

Selv forhandlingen om, hvorvidt dørene skal være lukkede eller åbne under hovedforhandlingen, er foregået bag lukkede døre.

Repræsentanter for pressen havde forinden mulighed for at komme med deres indsigelser.

Den tiltalte i sagen har været ansat i den nordjyske teknologivirksomhed SerEnergy A/S i Aalborg.

- Vi kan oplyse, at sagen omtalt i medierne involverer en person, som var ansat hos SerEnergy i cirka et års tid, skriver virksomheden i en udtalelse på sin hjemmeside.

- Det er chokerende, at en tidligere ansat bliver tiltalt i en så alvorlig sag, og at vores virksomhed kan have været offer for organiseret spionage, hedder det endvidere.

Den russiske statsborger er tiltalt efter en paragraf, der kan give op til seks års fængsel. Derudover er det et krav om, at han udvises af landet.

Retssagen behandles over syv retsdage.

Sagens hovedperson var ikke selv med ved det forberedende retsmøde mandag.

Det er uvist, hvordan han stiller sig til tiltalen.

/ritzau/