Dømt til livstid - Danmarks værste forbrydere

Åh, hvor er det godt. Sådan lød den umiddelbare reaktion fra nogle af de voldtagne kvinder i retslokalet, da Amagermanden Marcel Lychau Hansen før jul blev idømt fængsel på livstid.

Dermed kom den 46-årige rengøringsassistent og fodboldtræner fra Amager ind i et dystert selskab med Danmarks værste forbrydere, der har fået lovens strengeste straf.

Typisk vil de begynde deres straf-afsoning i Anstalten ved Herstedvester på den københavnske vestegn, og for afsonerne af en livstidsstraf er det normalt særligt belastende, at de ikke kan vide, hvornår de atter kan forlade fængslet. Uvisheden om løsladelsestidspunktet gør det ekstra vanskeligt at planlægge deres fremtid i friheden.

Afsoner i gennemsnit 15-16 år

I praksis bliver livstidsfanger dog prøveløsladt, når de har afsonet - i gennemsnit - 15-16 års fængsel. Loven åbner godt nok mulighed for prøveløsladelse allerede efter 12 års afsoning, men i princippet er en dom på livstid rent faktisk livstid.

Der findes ikke firkantede regler for, hvad der udløser en livstidsstraf, men i praksis vil to drab begået ved to forskellige lejligheder, eller drab på børn så godt som altid udløse livstid.

Udover livstid har retten også i visse tilfælde mulighed for at idømme f.eks. drabsmænd forvaring eller en anden form for anbringelse og behandlingsdom.

Forvaring bruges kun overfor personer, der har begået særlig farlig kriminalitet som drab, røveri eller sædelighedsforbrydelser, og hvor den dømte skønnes, samtidig med afsoningen, at have særligt behov for behandling.

En behandlings- eller anbringelsesdom kan bruges, hvis retten skønner, at den dømte er sindssyg eller var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Hvis retten ikke mener, behandling er tilstrækkeligt, kan det resultere i en anbringelsesdom. Det vil typisk betyde, at den dømte afsoner på en institution for sindslidende.

Klik dig videre og se Danmarks værste forbrydere.

Dømt til livstid: 2007-2011

2011

Morten Skipper-Pedersen


Holdt sine tre børn hjemme fra skole og dræbte dem i jalousi over moderens nye kæreste. Først blev to-årige Adam skudt to gange i hovedet, derefter var det 10-årige Alexander, som blev dræbt af fem skud, og til sidst blev otteårige Amanda dræbt af et enkelt skud.

2011

Steen Lassen


Den 51-årige familiefar havde allerede dræbt sin hustru og ældste datter på 18 år, da han med vilje kørte frontalt ind i en lastbil. Hans 12-årige datter på passagersædet overlevede sammenstødet, hvorefter han skar halsen over på hende med en hobbykniv.

2010

John Knudsen


Den 45-årige sønderjyske førtidspensionist kidnappede Kirsten Bay Andersen, 52. Gennem 30 timer sex-mishandlede han sit offer, ydmygede hende på det groveste og fotograferede sine ugerninger. Til sidst dræbte han sit offer ved kvælning og smed det nøgne lig i Haderslev Fjord.


2008

Martin Petersen


Efter et forudgående skænderi kvalte den dengang 33-årige mand sin tidligere kæreste Yvonne Bøttcher Hoffman i Sønderborg. Bagefter dræbte han deres fireårige datter med kniv og kvalte deres seksårige søn.

2007
Lars Petersen

Den 31-årige mand sendes bag tremmer på livstid for et makabert mord på hashbagmanden Kim Simonsen. Drabet bliver begået i 2003 efter indsmugling af 13 ton hash. Liget findes gravet ned på en ålefarm i Nordsjælland.

Dømt til livstid: 2001-2006

2006

Gunnar Jensen Grevsen


To af gerningsmandens bekendte betalte med få ugers mellemrum med livet, da dobbeltmorderen ville have fat i deres penge. Først døde Ole Poulsen efter at have fået flere slag i hovedet - formentlig mens han sov. Og kort efter fik Bjarne Quie knust kraniet efter slag med en lægtehammer.

2006

Ghulam Abbas


Den 18-årige Ghazala Khan blev dræbt af skud, som hendes egen bror affyrede foran banegården i Slagelse. Men det var deres far, Ghulam Abbas, der havde beordret drabet på datteren, fordi hun havde giftet sig mod hans vilje.

2005

Mike Drewsen og Maria Kramer


Ronni Blæsbjerg og Janne Løffler Jansen blev i 2004 likvideret i deres lejlighed. De dømte var 32 og 28 år gamle, kendte parret og blev kendt skyldige i dobbeltdrab og i at have stjålet 32 flasker metadon, mobiltelefoner og smykker fra de døde.

2004

Jan Arno Beblein


Skorstensfejeren forulempede den 10-årige Sonja Emborg seksuelt i kælderen til hendes hjem, hvor hun alene hjemme havde lukket ham ind for at efterse fyret. Bagefter kvalte han hende med de bare næver og trak hende ud i sin skorstensfejerbil, inden liget blev efterladt i en skov nær Mjels.2001

Helle Sara Peters


Med sin daværende kæreste knivdræbte hun en 82-årig mand i Søndersø i 1999, og stjal 700.000 kr. fra offeret. Under efterforskningen opdagede politiet, at hun også havde dræbt sin egen mand i 1997. Først idømt 16 år i landsretten, inden Højesteret forhøjede straffen til livstid.

Dømt til livstid: 1998-2001

2001

Peter Lundin


Dræber og parterer sin kæreste Marianne Pedersen og hendes to sønner i Rødovre 16. juni 2000. Ligene er aldrig fundet. På det tidspunkt havde han allerede siddet syv år i fængsel i USA, hvor han havde dræbt sin mor og begravet hende på en sandstrand.

Sanjay Sharma


En barnefod stak i år 2000 op af sandet på Fanø. 31-årige Sanjay Sharma blev anholdt i New York, hvor han levet under falsk navn, og dømt for året før at have kvalt sin to-årige papdatter Natuk og smadret sin grønlandske kone, Carla Clasens, kranium.2000

Lars Lee Leif Anborg-Nielsen


10-årige Susan Rasch Ipsen forsvinder, da hun sælger lodsedler i Tranumparken i Brøndby Strand. Efter en uges eftersøgning bliver hun fundet nøgen, død og seksuelt misbrugt i et aflåst kælderrum tæt på sit hjem. Første gang en gerningsmand fældes af dna-spor i Danmark.1999


Pavel Przenioslo


Den 22-årige polak dræbte sin ven i et opgør om udbyttet fra et væbnet røveri. Derefter skød han vennens gravide kæreste og hendes far i hovedet. Kvinden overlevede, men mistede sit barn og blev stærkt handicappet. Løsladt og udvist efter 13 år, men blev senere pågrebet i Danmark.

1999

Chris Riise Bundgaard


Efter et fælles bankrøveri blev 38-årige Svend Aage Christensen dræbt med et boldtræ og en kniv, fordi de to var uenige om fordelingen af byttet. Efterfølgende blev narkomanerne Mikkel Sejr Hørup og 23-årige Christina Nest dræbt, da de kendte til forbrydelsen.


1998

Steen Viktor Christensen

Under uledsaget udgang fra afsoning på 15 år for røveri, voldtægt og gidseltagning flygter den 33-årige ’Batman-røver’ til Finland og likviderer i Helsinki to finske politibetjente på klos hold. Bliver efter dom overført til Vridsløselille Statsfængsel.



1998

Vagn Smidt

Da fire Bandidos-rockere i juni 1997 forlader en restaurant i Liseleje, træder den 39-årige Hells Angels-rocker ud af en bil og begynder at skyde. Den 24-årige Bjørn Gudmandsen bliver dræbt, mens de tre andre såres. Straffen skærpes til livstid af Højesteret.

1998

Jørgen ’Fehår’ Nielsen


Med en maskinpistol gennemhuller Hells Angels-rockeren en bil med fire Bandidos-rockere foran Københavns Lufthavn. 32-årige Uffe Lindenskov Larsen dør, og flere såres. I første omgang frikendes ‘Fehår’, men efter en telefonaflytning genoptager anklagemyndigheden sagen.

1998

Niels Poulsen


Bandidos-prøvemedlemmet på 23 år dræbte to og sårede 18, da han i oktober 1996 affyrede en panserværnsraket ind i klubhuset hos Hells Angels på Titangade i København midt under den årlige Vikinge-fest. Mere end 100 mennesker var forsamlet i bygningen.


Se listen: Her er Danmarks værste forbrydere - dømt til livstid

1997

Elisabeth Wæver

Den 41-årige børnelæge bedøvede i jalousi sin elskers hustru med morfin, hvorefter hun blokerede udgangene og satte ild til deres hus. Den bedøvede kvinde og elskerens to drenge på fire og syv år omkom, og Wæver modtog som den første kvinde i 50 år lovens strengeste straf.


1993

Jens Hammershøi Vittrup


Den medicinstuderende Betina Jørgensen Kjær blev slået bevidstløs i et cykelskur ved et kollegie i Odense. Den 25-årige gerningsmand forsøgte at voldtage hende, men hun kom til bevidsthed, og han sprættede halsen op på hende fra øre til øre med en hobbykniv.
1992

Erik Karl Geldam

Den dengang 36-årige vinduespudser dræbte med karateslag og en slagtekniv under to hjemmerøverier på Amager den 76-årige Hans Jørgen Andersen og 68-årige Tove Agnete Sørensen. Stak senere af fra fængslet og levede tre måneder i frihed, inden han meldte sig selv.

1991

Peder Dinesen Fur


Førtidspensionisten fik livsvarigt fængsel for drabet på den seks-årige Joachim Gisle Larsson. Han blev fundet i en skov ved Fladbro nær Randers, hvor han var dræbt med 22 knivstik efter at være blevet bortført på vej til bageren. Fur blev først anholdt tre år senere efter et sexoverfald på to små piger.

1988

Morten Jacobsen

Hells Angels-rockeren fik livstid for drabet på en rocker fra den rivaliserende klub Bullshit i Aalborg. Han havde også rettet en dysekanon mod Bullshits klubhus i byen, men kanonen ’klikkede’, da han forsøgte at affyre den.

1986

Seth Sethsen


Dræbte i 1985 taxichaufføren Kurt Gaarn-Larsen med skud på Gammel Landevej i Albertslund, og har siden siddet inde. I de 26 år har han ikke fået lov til at have udgang. End ikke for at besøge sin gamle mor, der bor på et plejehjem en kilometer fra statsfængslet i Vridsløselille, hvor han afsoner.

1985

Naum Conevski


De tre teenagere Enrico, Brian og Dennis ligger i telt på Amager. Midt om natten dukker den 36-årige makedoner op ved drengenes lejrbål med en pistol i hånden. Han dræber to og forsøger at ramme den tredje, og dømmes desuden for voldtægt af en kvindelig kunde, som han har haft som taxa-chauffør.


1982

Frede Sander Jensen


Voldtog og kvalte i sommeren 1982 den 10-årige Malene, hvorefter pigens lig blev gemt på en skovvej ved Sonnerup nær Nykøbing Sjælland. Fik under sin afsoning i Vridsløselille et jernspyd i maven af en anden indsat. Døde af lungekræft i 1997.

1982

Jørgen Rosenbæk Jørgensen


Udførte lejemordet på den 22-årig narkoman og prostituerede Michelle Anderson, der blev myrdet med kniv i Grøndalsparken på Frederiksberg. Prøveløsladt i 1995, men røg tilbage til livstidsafsoningen, da han efter tre år i frihed begik et groft røveri mod en 78-årig kvinde.

1982

John Walther Rasch


Bestilte det lejemord på Michelle Anderson, som Jørgen Rosenbæk Jørgensen udførte. Årsagen var tilsyneladende, at hun var begyndt at sladre til politiet om narkomiljøet i København.


1977

Claus Berggren

Myrdede to piger, der begge hed Conny. Det første offer var en 16-årig pige i Randers i 1976, mens det andet offer var en pige på kun otte år, der blev slået ihjel i København.
Døde i 2002 i fængslet efter 25 års afsoning.