»Nej, tak,« lød det stille fra TikTok-manden, da han fik mulighed for at få det sidste ord i retssagen, inden dommen falder over ham.

Ordene bliver formentlig det sidste, offentligheden i lang tid kommer til at høre fra den nu dømte Mikkel Bentsen, der i dag har skiftet navn til Theodor Lund.

For lidt over klokken to i Østre Landsret blev manden, der i offentligheden er kendt som TikTok-manden, idømt en af landets hårdeste straffe.

Forvaring.

Mikkel Bentsen forsøgte at få omstødt sin dom om forvaring fra Københavns Byret. Men Østre Landsret så ikke anderledes på sagen end byretten, selvom han blev frifundet for et forhold om vold.

Under domsafsigelsen fortrak den i dag 32-årige mand næsten ikke en mine, da hammeren faldt over ham og han blev idømt forvaring. Det eneste synlige tegn fra ham var, at han synligt skar tænder og bed sig i læben under dommerens ord.

På tilhørerpladserne bagerst i den store retssal var det anderledes.

For flere af de fremmødte, hovedsageligt kvinder, kom med højlydte lettelses suk. En udbrød et højt »Yes«.

Flere af dem, som B.T. har talt med, er ofre for hans forbrydelser. 

Det er nu anden gang, at ofrene får rettens ord for, at Mikkel Bentsen har begået fem tilfælde af voldtægt, to voldtægter af en mindreårig og et voldtægtsforsøg. Derudover bliver han dømt for en særlig grov voldtægt samt et groft overgreb mod en mindreårig. Derudover er han dømt for to tilfælde af samleje med en mindreårig, flere andre seksuelle overgreb, som karakteriseres som andet seksuelt forhold end samleje, vold og trusler.

Her ses Mikkel Bentsen, da han mødtes med B.T.s journalist på B.T.s redaktion i Pilestræde. Videoen er af ældre dato og er sløret på grund af et tidligere navneforbud:

Sagen mod Mikkel Bentsen begyndte for alvor at rulle i 2021, hvor han blev anholdt af Københavns Politi. 

Over 50 piger og kvinder var gået til politiet med anmeldelser om grove voldtægter, seksuelle overgreb, trusler og afpresning.

De mange ofre havde fundet hinanden i en Facebook-gruppe kaldet 'Mikkels ofre', som Diana Rasmussen havde oprettet, efter TikTok-manden havde kontaktet hendes datter.

Efterfølgende stod flere af kvinderne frem i dokumentaren 'De perfekte ofre: F**ck ikke med piger'.

Året efter blev han ved i byretten i Helsingør idømt tre års fængsel for voldtægt af en mindreårig, blufærdighedskrænkelse og overgreb.

Først i byretten og nu i landsretten har adskillige af de unge kvinder fortalt, hvordan de mødte Mikkel Bentsen tilfældigt på sociale medier, hvor han indledte samtaler med dem. Ofte udgav han sig for at være ansat i et modelbureau og ledte efter potentielle modeller. 

På den baggrund fik han lokket flere til at sende forskellige billeder til sig, som han brugte til at afpresse dem med for senere at udnytte dem.

Andre har fortalt, hvordan han tvang dem til at udføre hans seksuelle fantasier, hvis de ikke blev voldtaget af ham.

Mikkel Bentsen blev kendt som TikTok-manden, fordi han kontaktede flere af sine ofre på sociale medier. Men han var også aktiv på Instagram og især Snapchat.

Det er kommet frem under retssagerne mod den 32-årige mand, at han bliver vurderet at Retslægerådet og mentalundersøgelsen til at være til væsentlig fare for andres liv. Samtidig kom det frem, at han har dyssociale og narcissistiske træk.

I begge rapporter blev det også anbefalet, at han skulle idømmes en forvaringsdom.

Mikkel Bentsen forsvarsadvokat forsøgte at overbevise landsretten, om han skulle idømmes en tillægsstraf på ni års fængsel, efter han i 2021 blev idømt tre års fængsel for lignende forbrydelser.

Forvaring er en tidsubestemt straf, der gives til særligt farlige kriminelle.

Efter dommen blev Mikkel Bentsen, nu Theodor Lund, eskorteret væk fra Østre Landsret i håndjern.