Det var ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da Østre Landsret sidste år valgte at udvise en mand, som er dømt for våbenbesiddelse, selv om han er vokset op i Danmark.

Manden er tyrkisk statsborger, men er født og opvokset i Danmark.

Det har Højesteret, der er landets øverste domstol, afgjort og stadfæster dermed dommen fra landsretten. Det oplyser domstolen i en meddelelse.

Manden, der er i slutningen af 20'erne, blev i juni sidste år idømt tre år og tre måneders fængsel for at have været i besiddelse af en halvautomatisk pistol isat skarpe patroner og to knive.

Østre Landsret besluttede i den forbindelse at udvise manden fra Danmark for bestandig.

Dommen var en skærpelse af Københavns Byrets afgørelse. Her blev manden i 2019 tildelt en advarsel om udvisning.

Østre Landsret lagde i sin afgørelse vægt på, at manden tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet, og at han i den forbindelse var blevet betinget udvist.

Derudover fremhævede landsretten, at han ikke havde en ægtefælle eller børn i Danmark, og at han havde en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.

At han desuden taler tyrkisk og har været på ferie i Tyrkiet gjorde, at retten mente, at han kunne udvises af Danmark. Uden at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller en associeringsaftale, som EU - dengang EF - indgik med Tyrkiet i 1963.

Det var det, Højesteret skulle tage stilling til.

Men Højesterets behandling af sagen har altså ikke ændret noget for manden. Han får ikke lov til at blive i Danmark.

Det skyldes blandt andet, at han er idømt en "længerevarende fængselsstraf for alvorlig våbenkriminalitet for anden gang".

Derudover har Højesteret lagt til grund, at manden - ud over sit statsborgerskab - har en vis tilknytning til Tyrkiet.

Det er sket, selv om domstolen anerkender, at hans tilknytning til Danmark er "meget stærkere", blandt andet fordi han har familie i Danmark.