Tirsdag blev en 41-årig psykisk udviklingshæmmet mand dømt i en uhyggelig sag om seksuelt misbrug. Offeret var hans egen stedbror.
Misbruget startede i 1999, hvor offeret var 12 år - og fortsatte igennem tre år.
På det tidspunkt boede den dengang 21-årige mand ikke hjemme hos sine forældre, men når han var på besøg, sov han i samme værelse som sin stedbror.
Her startede han med at befamle stedbroren - og siden udviklede det sig til at blive grovere, skriver JydskeVestkysten.
Da det var værst, blev offeret misbrugt seksuelt tre gange om ugen, forklarede den i dag 32-årige mand i retten ifølge JydskeVestkysten. Et af overgrebene skulle være foregået i en bil på havnen i Esbjerg.
Den 41-årige blev dømt for alle fire tiltaleforhold ved Retten i Esbjerg, men han slipper for fængselsstraf.
Det skyldes, at han er psykisk udviklingshæmmet. I stedet blev manden idømt tilsyn af kommunen.
Han skal også betale en erstatning på 50.000 kroner til sit offer.


