Der var ekstremt mange anklagepunkter at holde styr på, da en 29-årig kvinde onsdag endte med at blive dømt for over 20 forhold ved Retten i Aalborg.

Ifølge anklager Mathias Nysom Petersen fra Nordjyllands Politi blev kvinden blandt andet dømt for tre voldsforhold. To af dem udspillede sig 3. oktober 2021 på Hobrovej i Aalborg, hvor kvinden gik rundt ude på kørebanen og talte med sig selv.

Pludselig fik hun øje på en 15-årig dreng, der var på vej hjem fra en fest.

»Hun havde en idé om, at han var en fjende, og derfor løb hun over og greb fat i ham, og sagde: 'Var det dig, der sagde den ting?',« forklarer anklageren og fortsætter:

»Drengen sagde nej, hvorefter hun gav ham et knytnæveslag i hovedet. Han fik dog vristet sig fri og løb fra stedet.«

Under en time senere gentog samme mønster sig, da en 16-årig dreng på cykel blev stoppet af kvinden. Efter at have svaret nej til kvindens spørgsmål, fik han også et knytnæveslag i hovedet. Den 16-årige vristede sig fri og fik tilkaldt politiet, som anholdt kvinden.

»Tiltalte har selv erkendt forholdene (på Hobrovej, red.) og fortalt, at hun på det tidspunkt var påvirket af kokain. Hun siger, at hun bliver psykotisk og paranoid og ser fjender overalt, når hun tager kokain,« fortæller Mathias Nysom Petersen.

Det tredje voldsforhold omhandler en episode i gågaden i Aalborg, hvor den 29-årige tiltalte sad bagpå en cykel, da hun hørte en kvinde først i tyverne sige til sin mor: 'Man må da ikke cykel herinde'. Herefter sprang hun af cyklen og slog kvinden i hovedet med en fyldt plastikflaske, så den forurettede fik en blødningsskade i hovedet.

En række af de øvrige anklagepunkter tilfaldt den 29-årige kvinde, da hun i august 2021 var indlagt på Sygehus Syd i Aalborg.

Her stjal hun genstande fra andre patienter og hospitalsmateriale som vådservietter og forklæder. Kvinden blev dog opdaget og derfor bortvist. Men det foregik langt fra udramatisk.

»En sygeplejerske blev råbt af og spyttet efter, og to portører blev udsat for spark og skub. Derfor blev hun sigtet for trusler eller vold mod offentlig ansatte,« forklarer anklageren.

Kvinden blev ved Retten i Aalborg onsdag også kendt skyldig i have stjålet 16.000 kroner i kontanter fra en nu afdød bekendt, da hun var på besøg hos ham, samt for et røveriforsøg mod en fremmed kvinde.

Endelig er hun også dømt for 22 butikstyverier, som udelukkende er begået i Aalborg. Ifølge anklageren stjal hun blandt andet ringe, tøj og dagligvarer.

Den 29-årige har siddet varetægtsfængslet siden episoderne på Hobrovej 3. oktober 2021. Og ifølge Mathias Nysom Petersen havde man ved onsdagens retsmøde samlet en lang række sigtelser mod kvinden fra perioden sommeren 2018 frem til netop 3. oktober.

Alle førnævnte anklagepunkter blev kvinden dømt skyldig i, og det har udløst en straf på 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel.

»Når der er så mange forhold, så udløser det en ret betydelig straf,« siger anklageren og uddyber:

»Kriminalforsorgen har foretaget en personundersøgelse af kvinden og vurderet, at hun er egnet til at sidde i en almindelig arrest«

Den 29-årige, som tidligere er dømt for tyveri og vold i forskellige afarter, modtog dommen og er fortsat fængslet.