Der var ingen slinger i valsen, da en domsmandsret ved Retten i Lyngby mandag eftermiddag skulle afsige dom i sagen om hjemmerøveriet mod Coloplast-milliardær Niels Peter Louis-Hansen, 70, og hans hustru Gerda 1. marts i år i deres pragtvilla på Vedbæk Strandvej nord for København.

Fem år og seks måneders fængsel blev straffen til den 36-årige færing Karstin Sigbjørn Mathiesen.

Domsmandsretten lagde vægt på den lange række af beviser, der pegede på den 36-årige som gerningsmand til det minutiøse planlagt hjemmerøveri.

Gerningsmanden havde allerede i sommeren 2014 indkøbt det særlige Ninja-tøj og tilhørende støvler, som blev anvendt under hjemmerøveriet. Grundige undersøgelser af hans computer og en ekstern harddisk viste desuden, at han inden røveriet havde brugt nettet til grundige studier af sine velhavende ofre og placeringen af deres villa ved Øresundskysten.



Men især belastede det den 36-årige færing, at han under røveriet tvang milliardærparret til at overføre 2,5 mio. kr. til hans konto i Nordea. Det var medvirkende til, at det kun tog Nordsjællands Politi ganske få timer at anholde ham på hans bopæl i Roskilde natten efter røveriet.

I lejligheden fandt man blandt andet noget af det sorte Ninja-tøj, der stadig var fugtigt. Derimod er den pistol med lyddæmper, som blev brugt til at true milliardærparret med, aldrig fundet.

På hans computer og den eksterne harddisk fandt politiet blandt andet også en kopi af det trusselsbrev, som milliardærægteparret fik stukket i hånden, mens de lå på gulvet i deres stue. Her udgav gerningsmanden sig for at være en 19-årig, japansk pige, hvis mor og søster Niels Peter Louis- angiveligt havde dræbt i en trafikulykke. Som kompensation skulle der indbetales 2,5 mio. kr. på færingens konto, som ifølge trusselsbrevet var tilfældigt udvalgt.



Færingen er under sin varetægtsfængsling rutinemæssigt blevet mentalundersøgt. Retspsykiaterne vurderer, at han ikke er sindssyg, men psykisk egenartet med noget, der bedst kan karakteriseres som en "skitzotypisk sindslidelse".

Han er opvokset på Færøerne som den mellemste af tre børn, er normalt begavet og tog efter en handelsskole-eksamen til Danmark i 2005. Han begyndte at studere på RUC, hvor han tog en kandidatgrad i engelsk og datalogi. Efterfølgende kunne han dog ikke finde noget arbejde, og efter at have været ledig i flere år, mistede han i 2013 retten til dagpenge og kom på kontanthjælp.

I Danmark har han haft kontakt til nogle få familiemedlemmer, men har ifølge mentalundersøgelsen ingen social kontakt derudover.

Andre læser også