Først var det drab – nu er det overfald med knytnæveslag, spark, kniv og kølle.
Begge gange har gerningsstedet været Christiania, og den organiserede handel med hash har ifølge politiet spillet en rolle.
42-årige Lasse Christensen – der tidligere hed Thorsen til efternavn – har en blodig fortid i Hells Angels, hvor han i 2010 blev dømt for drabet på en 26-årig hashhandler, der blev skudt året før.
Rockeren har siden skiftet vest og er nu del af Comanches MC, samtidig er han atter bag tremmer som varetægtsfængslet i en sag, hvor et tæskehold tidligt om aftenen 28. april i år overfaldt en medarbejder fra en af Pusher Streets hashboder. I alt er 20 comanches-rockere tiltalt i sagen.
Selve overfaldet varede godt et halvt minut. Det viser en video fra episoden, som tilfældige optog. Her kan man se en større gruppe maskerede og mørkklædte mænd slå og sparke offeret, der ligger på jorden. Offeret blev også stukket en enkelt gang med kniv, lyder det i anklageskriftet.
Tilfældigt offer
Omtalte bod – Bedst og Billigst-boden – kontrolleres af HA-rockere. Overfaldet skete efter, at en HA-rocker igennem længere tid havde ført sig frem i Pusher Street og krævet kontrol over en anden af boderne i den verdensberømte hashgade.
Ud over at arbejde i hashboden har det 20-årige offer, der er svensk statsborger, ikke noget med rocker- eller bandemiljøet at gøre.
Han blev dermed det tilfældige offer, fordi en HA-rocker havde spillet op.
I sagen om overfaldet er Lasse Christensen tiltalt for at have spillet en ikke nærmere defineret rolle i overfaldet. Her nægter den 42-årige sig skyldig, fortæller hans advokat, Mads Kramme.
Den 42-årige har tidligere været dækket af navneforbud, men det er ophævet nu.
Det er kun få år siden, at rockeren kom ud af fængslet. Han blev prøveløsladt i 2021, og prøvetiden udløber i november 2025. Det kom frem ved grundlovsforhøret, hvor de første 17 af de 20 nu tiltalte rockere blev fremstillet i grundlovsforhør.
Skød mand
Drabet, som han i 2010 blev dømt for, fandt sted 1. juli, hvor offeret sad i sin bil på Refshalevej bag Christiania. Lasse Christensen nærmede sig bilen bag fra og affyrede en serie skud, hvor fire ramte offeret, der døde på stedet.
Efterfølgende stak rockeren af på en racercykel.
Godt en måned senere blev Lasse Christensen anholdt og sigtet i sagen.
Politiet havde i mellemtiden fundet racercyklen, og her fandt de hans dna-spor. Et fodaftryk på bagenden af drabsofferets bil var også med til at fælde rockeren.
Sko med samme aftryk fandt politiet efterfølgende hos Lasse Christensen, der dengang var 28 år.
Under varetægtsfængslingen blev han placeret i Roskilde arrest, hvor der også sad en anden rocker – AK81'eren Martin Fryd Petersen.
Martin Fryd blev siden blev kendt som politiets guldfugl. Han var selv varetægtsfængslet for dels at have bistået andre HA'ere med et drabsforsøg i Baggesensgade på Nørrebro – dels for et drabsforsøg, hvor han skød og sårede en mand i en kiosk i Skelbækgade på Vesterbro.
Begge episoder var del af konflikten imellem HA og forskellige kriminelle indvandrergrupperinger, der var i gang på det tidspunkt.
Guldfuglen
Mens Fryd sad i Roskilde arrest besluttede han sig for at gå til politiet og lægge kortene på bordet om, hvad han vidste om HA's aktioner i bandekrigen. Det skete efter, at politiet havde fortalt ham, at der gik rygter om, at han var stikker.
Efterfølgende gav han uddybende forklaringer, der belastede en række varetægtsfængslede rockere.
Blandt dem Lasse Christensen.
De to havde siddet sammen i Roskilde Arrest, hvor de havde talt åbent om deres kriminalitet.
Lasse Christensen fortalte blandt andet om drabet på Refshalevej, og 'guldfuglens' vidneudsagn indgik efterfølgende i Lasse Christensens drabssag.
I begyndelsen af juli 2010 blev han idømt 16 års fængsel for drabet på den 26-årige hashhandler. I dommen fandt retten det bevist, at drabet skulle knyttes til den organiserede handel med hash i Pusher Street.
Mens han afsonede drabsdommen, blev han smidt ud af Hells Angels. Det skete i 2013.
Han blev prøveløsladt i sommeren 2021, og i vinteren 2022 blev han optaget i Satudarah, der siden skiftede navn til Comanches MC.
Hør mere om blå blink og det kriminelle miljø her: