Den 39-årige Lisa Montgomery risikerer dødsstraf efter hun kidnappede, dræbte og skar et ufødt barn ud af maven på en højgravid 23-årig kvinde i 2004. Mandag afviste retten i Missouri (USA) at erklære mordersken for sindsyg.

Det var en helt bevidst handling, da Lisa Montgomery i 2004 opsøgte Bobbie Jo Stinnet i byen Skidmore i Missouri for at stjæle hendes ufødte baby. Det var rettens konklusion, efter juryen mandag havde brugt fire timer på at tage stilling til, hvorvidt Lisa Montgomery var sindsyg i gerningsøjeblikket, da hun dræbte en vordende mor og stjal hendes ufødte barn.

Nu kræver anklageren døds-straf for den makabre handling. Det skriver CNN.

Efter at have født sit fjerde barn i 1990 blev Lisa Montgomery steriliseret, men hun påstod alligevel gentagne gange derefter, at hun igen var blevet gravid.

Lisa var blevet skilt fra sin mand Carl Boman, og da de to kæmpede om forældreretten til to af deres fire børn, frygtede kvinden, at hun af retten ville blive taget i at lyve om graviditerne, og dermed ville miste sine børn.

I 2004 påstod Lisa så, at hun skulle føde i midten af december, og det selv om hendes egen familie havde fortalt eksmanden, at det ville ikke kunne ske.

Men Lisa fandt på skræmmende vis ud af, hvordan hun kunne komme i besiddelse af en baby i midten af december.

På internettet fandt hun frem til den højgravide 23-årige Bobbie Jo Stinnett fra Skidmore, ligesom hun også undersøgte nøje, hvordan man skulle håndtere fødsler. Og så slog hun til.

Bevæbnet med et reb og en køkkenkniv opsøgte Lisa, Bobbie Jo i sit hjem, hvor hun brugte rebet til at kvæle pigen, der var gravid i 8. måned. Samtidig hermed brugte hun køkkenkniven til at skære babyen ud af maven på Bobbie Jo, endnu inden hun var holdt op med at trække vejret.

Dagen efter fremviste Lisa Montgomery stolt den lille baby i sit hjem, som var det hendes egen, men hun blev hurtigt fanget af politiet.

Efter dommen græd Lisa Montgomery i retten. Stinnets familie, som nu forestår opdragelsen af den stjålne baby, var også til stede, men de udviste ingen tegn på medfølelse for mordersken.