En 63-årig mand fra Vejen er i et nævningeting ved Retten i Esbjerg fredag eftermiddag blevet idømt fire års fængsel for gentagne voldtægter af sin steddatter.
Pigen, som i dag er en kvinde på 34, var kun seks år på gerningstidspunktet.
Ifølge skyldkendelsen i sagen stod overgrebene på gennem en syv måneder lang periode mellem december 1990 og juli 1991.
Den 63-årige mand er tidligere i dag blevet frifundet i 16 af anklageskriftets i alt 17 punkter.
Hans 60-årige samlever, som er mor til de fire forurettede, der alle indgår i sagskomplekset, blev pure frifundet for at have deltaget i sexovergreb og udøvelse af vold mod børnene. Den nu dømte er stedfar til de to ældste af børnene og biologisk far til de to yngste.
Det var den i dag 34-årige kvinde, som i august 2017 efter mange års tavshed valgte at gå til politiet og anmelde, hvad hun havde gennemlevet i sin tidlige barndom. Sagen er nu endt med, at hun altså også er den eneste af de fire søskende, som har fået rettens ord for, at hun har været udsat for seksuelle overgreb.
Både den nu frikendte 60-årige og hendes 63-årige samlever har siddet varetægtsfængslet siden december 2017.
Den 60-årige kvinde har nu krav på erstatning for uberettiget fængsling gennem halvandet år.
I forhold til den meget alvorlige forseelse, den 63-årige er dømt for - gentagne voldtægter af et mindreårigt barn - er straffen på »kun« fire års fængsel blandt andet begrundet i, at på gerningstidspunktet var strafniveauerne for denne form for kriminalitet betydeligt lavere end i dag.
Og der kan efter dansk ret ikke idømmes en sanktion, som er hårdere end den, der var gældende på gerningstidspunktet.
Den 63-årige modtog dommen på stedet.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om den vil anke dommen til landsretten. Senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen sagde til bt.dk umiddelbart efter dommen:
»Det er en meget lang skyldkendelse (21 A4-sider, red.), og den skal vi nu have lejlighed til at kigge grundigt igennem, inden vi sammen med statsadvokaten tager stilling til, om der skal ankes. Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at den her sag skulle prøves i retten. Det mener jeg stadig. Og jeg har noteret mig, at der langt hen ad vejen ikke var enighed om skylden blandt nævninge og dommere.«
»Samlet set er jeg skuffet, det er klart, men jeg er meget tilfreds med, at der blev domfældt på et af anklagepunkterne. For det viser, at selv om der er gået så mange år, så bliver man taget seriøst og behandlet med respekt, når man kommer og anmelder et så alvorligt forhold som det her,« sagde hun.
Allan Sørensen, forsvarer for den dømte 63-årige, sagde:
»Vi havde regnet med frifindelse, så derfor er vi selvfølgelig ikke enige i, at det ikke helt gik sådan. Men når der bliver frifundet i 16 ud af 17 anklagepunkter, så må det vel siges at have været en god dag i retten.«



