Dødsvold på Bryggen: Advokat for svensk familie er overrasket over politiet
Otte til ti måneders fængsel er en »noget overraskende« strafpåstand, mener bistandsadvokaten for det svenske offers familie.
Otte til ti måneders fængsel er en »noget overraskende« strafpåstand, mener bistandsadvokaten for det svenske offers familie.
Et sted mellem otte og ti måneders fængsel.
Sådan lyder den straf, som anklagemyndigheden vil forsøge at få den sigtede i sagen om dødsvold på Islands Brygge idømt.
Den strafpåstand fik i juli flere politikere op af stolen. De krævede en forklaring på det, de vurderede som en for kort potentiel dom.
Og nu melder endnu en sig ind i det kor.
Jakob Buch-Jepsen, der er bistandsadvokat for offerets familie i sagen, er nemlig »overrasket over anklagemyndigheden«:
»Jeg er noget overrasket over anklagemyndighedens udmeldinger den 29. juli i forbindelse med forlængelse af fængslingen af den sigtede i sagen, ikke mindst anklagemyndighedens udmeldinger om det forventede strafniveau på 8-10 måneders fængsel. Strammerammen for simpel vold er 3 år,« skriver Jakob Buch-Jepsen til B.T.
Han er blandt andet kendt for at have været anklager i terrorsagen mod Said Mansour og drabssagen mod Peter Madsen. Sidenhen er han skiftet til at være advokat.
Jakob Buch-Jepsen sammenligner med, at en gerningsmand ville stå til en markant højere straf, hvis han i stedet for et overfald havde påkørt den 32-årige svenske mand i bil med alkohol eller narko i blodet.
»Dertil, havde en bilist groft uagtsomt, påvirket af narko eller alkohol, påkørt og dræbt en deltager ved storskærmsarrangementet ved Bryggen, havde det efter de senere års skærpelser formentlig kostet 5-6 års fængsel. Hvordan anklagemyndigheden vælger at forholde sig til sagen, må tiden jo vise,« skriver Jakob Buch-Jepsen.
Bistandsadvokatens udtalelser kommer, efter at han har set en uredigeret version af en video af overfaldet, som B.T. i er besiddelse af og bragte søndag morgen.
Du kan se dele af videoen øverst i artiklen. Vi har dog af hensyn til offerets familie udeladt en passage af videoen, hvor den 32-årige svenske mand falder til jorden.
B.T. har rakt ud til Københavns Politi og forelagt dem Jakob Buch-Jepsens undring.
»På nuværende tidspunkt er den mistænkte varetægtsfængslet indtil den 26. august. Sagen efterforskes fortsat og efterforskningen skal bl.a. danne grundlag for en vurdering af, om der skal sigtes efter andre bestemmelser i straffeloven. På nuværende tidspunkt er den mistænkte sigtet efter straffeloven § 244 (vold) jf. § 247 (gentagelsestilfælde). Sigtelsen er udformet på baggrund af de omstændigheder, der er klarlagt i sagen indtil videre,« skriver politikredsen.
Den 31-årige mand er sigtet for ét knytnæveslag mod det 32-årige offer. Slaget medførte blandt andet ifølge politiet, at offerets pulsåre og halshvirvel bristede.
Den 31-årige er fortsat varetægtsfængslet i sagen.