Fire års fængsel.

Sådan lyder straffen til en nu 18-årig mand, som i august sidste år var skyld i en ulykke, hvor en 65-årig mand mistede livet foran BabySam i Valby.

Det er Østre Landsret, som tirsdag har afsagt dom i ankesagen.

Straffen er lidt kortere end de fem års fængsel, som Retten på Frederiksberg idømte ham tidligere på året.

Landsretten finder - ligesom byretten - at det ikke kan bevises, at den dengang 17-årige dreng kørte påvirket af lattergas ved ulykken.

- I lighed med byretten finder vi altså ikke, at der er fundet bevis for, at tiltalte var påvirket, da han kørte bil, siger retsformanden i landsretten.

Retten konkluderer dog, at han kørte særlig hensynsløst og er skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Landsretten lægger vægt på den unge bilists høje hastighed.

Det er tidligere kommet frem, at han kørte med 70 kilometer i timen, hvor fartgrænsen var 50 kilometer i timen.

I dommen henvises til en vidneforklaring fra en buschauffør, som blev overhalet af den unge bilist kort før ulykken.

En buschauffør på linje 10 beskrev bilens kørsel på Roskildevej som slingrende og alt for hurtig.

Den 65-årige mand, som blev påkørt, stod over for at skulle være farfar, da den fatale ulykke indtraf den 19. august omkring klokken 18.20.

Planen var, at han skulle ud og spise med sin søn og sin gravide svigerdatter. Men den kommende bedstefar havde en overraskelse til dem. Undervejs skulle de lige gøre et stop.

I forretningen med baby-udstyr ville han købe en barnevogn til parret. Og det var netop, da han var ved at placere to kasser på bagsædet af sin bil, at han blev ramt.

Kort efter blev den 65-årige erklæret død. Samtidig kom svigerdatteren alvorligt til skade med sin ene fod. Det betød en indlæggelse på næsten en måned.

Den dengang 17-årige bilist kørte fra stedet og blev først anholdt syv timer senere.

Han har afvist, at han flygtede for at undgå en blodprøve.

Ved ulykken fandt betjente to lattergasflasker i bilen. Om eftermiddagen havde han indtaget lattergas med sin fætter og kørt vildt på en lukket vej. Det var klokken 17.10, viser et kort videoklip, som er blevet fremlagt under retssagen.

Men efter det tidspunkt havde han ikke indtaget lattergas, forklarede han i retten.

Rusen varer kun i et par minutter. I blodet kan lattergas spores i op til to timer efter indtagelsen.

RITZAU