Under et kort stop i aftenmørket på Amager aftalte de ni mænd, hvem af dem der skulle begå drabene.

Derefter kørte de i deres fire biler videre, før de standsede foran en café. Tre af mændene gik iført maskering og med trukne våben ind – og ledte efter deres mål.

Sådan lyder det blandt andet i et af de i alt 27 forhold, som 14 mænd er blevet tiltalt for – herunder flere drabsforsøg på åben gade mod tidligere allierede under den seneste bandekonflikt i Københavnsområdet sidste år.

Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af.

Det var den 17. september sidste år, at ni af de tiltalte mænd – der ifølge politiet er medlemmer af eller har tilknytning til grupperingen Brothas – om aftenen skulle være kørt ud på jagt efter rivaler fra udbrydergruppen, kaldet NNV.

I fire biler kørte de ifølge anklageskriftet rundt i kortege fra Nørrebro til Amager, hvor de kortvarigt gjorde stop for at aftale, hvem der skulle begå drabene.

Da de kom frem til caféen på Amagerbrogade, gik tre af mændene ind med trukne våben og maskerede ansigter 'i den hensigt at dræbe disse personer'.

Det mislykkedes dog, da ingen af personerne var på stedet, lyder det i anklageskriftet.

Skød på åben gade

De i alt 14 tiltalte er alle blevet anholdt i forbindelse med den konflikt, der i efteråret kørte mellem to fraktioner af Brothas-banden, der var blevet splittet. På den ene side stod de såkaldt 'gamle' Brothas-medlemmer, og på den anden stod udbrydergrupperingen, som fik navnet NNV.

Efter at drabsforsøget i caféen på Amagerbrogade ifølge anklageskriftet slog fejl, dukkede en anden af de tiltalte – sammen med en indtil videre ukendt medgerningsmand – op ved en spillecafé i Herlev.

Iført maskering gik de to mænd ifølge tiltalen ind på caféen bevæbnet med henholdsvis et glatløbet haglgevær og en pistol. Våbnene rettede de mod de personer, der var til stede, hvorefter de spurgte, hvor de var fra – i forsøget på at finde frem til personer fra NNV.

Igen mislykkedes det, da ingen fra NNV var til stede.

Dagen efter genoptog de tiltalte ifølge anklageskriftet jagten.

Fire af de tiltalte kom angiveligt kørende i Herlev, da de ved et vejkryds 'affyrede adskillige skud' mod en person i en anden bil. Dels med en pistol og revolver, dels med en maskinpistol.

Personen i den anden bil blev dog ikke dræbt.

Dagen efter – den 19. september – forsøgte de tiltalte sig ifølge anklageskriftet igen.

Ramt i baghovedet

To af de tiltalte kom kørende i en stjålet Mini Cooper på Nørrebro, da en af de tiltalte iført maskering steg ud af bilen med en AK-47 halv- og fuldautomatisk riffel i hænderne.

I alt 22 skud skal han have affyret mod personer, der stod forsamlet der.

En af personerne blev ramt i maven, men han overlevede.

Seks dage senere – den 25. september – fortsatte drabsforsøgene ifølge anklageskriftet. Tre af de tiltalte skal den dag i bil have fulgt efter to personer, som også var i bil.

Fra deres bil skal de tre tiltalte have affyret 'ikke under 10 skud' mod de to personer.

Den ene person blev ramt i baghovedet og på venstre skulderblad, men både han og den anden person overlevede.

Af de i alt 14 tiltalte er 10 af dem tiltalt for at have taget del i drabsforsøgene. Derudover er de – ligesom de fire øvrige – sigtet for blandt andet våbenbesiddelse.

Andre tiltalepunkter omfatter brugstyveri, besiddelse af hash og doping samt hæleri.

Retssagen mod dem er sat til at gå i gang den 4. december i Københavns Byret, og dommen forventes at falde den 7. maj næste år.