Torsdag er første dag ud af fire i sagen mod en 41-årig kvinde, der er tiltalt for at have efterladt sin 14-årige datter og en 14-årig nu afdød dreng i hjælpeløs tilstand i sit hjem.

Iklædt en sort cardigan og hvid T-shirt trådte den 41-årige kvinde ind i Københavns Byrets retssal 32. Blikket var rettet stift mod gulvet, mens hun tog plads til venstre for de tilhørende sammen med sin advokat.

På tilhørerpladserne sad familien og venner til den 14-årige dreng, der afgik ved døden den 10. marts i år, efter han ifølge anklagemyndigheden havde indtaget euforiserende stoffer og havde pådraget sig en rift på milten.

Hvad der har forårsaget ’udriften’ er ifølge politiet ukendt, men sideløbende med tiltalen mod den 41-årige kvinde, er en 16-årig dreng tiltalt for at have udøvet vold mod den 14-årige dreng samme aften. I anklageskriftet mod den 16-årige fremgår det, at han angiveligt udsatte den 14-årige for vold i form af lussinger, knytnæveslag, spark eller tramp forskellige steder på kroppen.

Den 16-årige er tiltalt efter straffelovens paragraf 244, som også kaldes simpel vold.

Kærester med datteren

Den 14-årige dreng var kærester med den 14-årige pige, der er datter af den 41-årige tiltalte, og som i dag er hjerneskadet, fordi hun fik et langvarigt hjertestop samme aften som følge af det medicin og de stoffer, hun ifølge politiet havde indtaget.

Vidende om de to 14-årige unge menneskers hjælpeløse tilstand valgte den 41-årige kvinde ifølge politiet ikke at reagere, før det var for sent, ligesom hun angiveligt også opfordrede andre i lejligheden til at undlade at give oplysninger om de to 14-åriges tilstand til myndighederne.

Ved torsdagens retsmøde blev der nedlagt referatforbud af tiltaltes forklaring, for at sikre sig, at vidner med relation til den tiltalte ikke ændre forklaring.

Men det blev tilsyneladende ikke respekteret af en mand, der måtte bortvises fra retten og fik konfiskeret sin telefon, efter han angiveligt havde optaget kvindens forklaring med sin telefon.

Referatforbuddet gælder frem til fredag eftermiddag, hvorfor B.T. ikke kan gengive den 41-åriges forklaring før.

'Hvorfor bruger I kræfter på ham?'

Ved torsdagens retsmøde havde anklager Søren Harbo indkaldt et vidne, der befandt sig i lejligheden den pågældende aften. Hun forklarede, at den afdøde dreng lå på badeværelset og var dårlig, da hun ankom til lejligheden omkring klokken 21.00 den 10. marts.

I takt med aften skred frem kunne de tilstedeværende ifølge vidnet konstatere, at den 14-årige blev dårligere og dårligere og på et tidspunkt konstaterede den 41-årige tiltalte kvinde, at den 14-åriges puls var meget svag.

Umiddelbart efter ankom politiet til lejligheden for at hente en anden af de tilstedeværende, der angiveligt var meldt savnet af sin far, og selv om den 14-årige lå på badeværelset og var dårlig, valgte ingen altså at alarmere hverken politiet eller ringe 1-1-2.

I stedet kunne vidnet forklare, at den tiltalte og en anden tilstedeværende ikke ønskede at røre ved den 14-årige på badeværelset, fordi han havde bræk på sig. Derfor tog de en kost og prikkede til ham.

Først senere på aften kontaktede de alarmcentralen, efter de havde båret den 14-årige ned på vejen med henblik på at kunne forklare, at de fandt ham tilfældigt. I den forbindelse skulle den 41-årige tiltalte ifølge vidnet have sagt:

Den 41-årige kvinde nægter sig skyldig i alle forhold.

Der forventes at falde dom 2. oktober.