»Da lyset fra mine frontlygter rammer hen ved hullet, kan jeg se, at der står en gruppe unge mennesker. Jeg kan huske, at der står en ung pige med hvid jakke, brune bukser og lyst hår tættest på skinnerne. Men jeg kan se, at der står flere ved skinnerne, der er en hel gruppe.«

Sådan fortæller Søren Diemer, der kørte det DSB tog, der for lidt over en uge siden kørte forbi Valby, hvor en gruppe unge børn legede på skinnerne.

Den 29-årige lokomotivfører var på vej mod Københavns Hovedbanegård med lidt over 100 kilometer i timen i et flere tons tungt tog, da han på et splitsekund skulle reagere.

»Jeg havde ingen jordisk mulighed for at gøre noget – andet end jeg kan tyfonere (bruge togets horn, red.),« siger han.

Heldigvis blev ingen ramt af toget, da Søren Diemer bragede forbi i DSB-toget.

Dødsleg 
Lokomotivføreren var ikke den eneste, der så episoden 11. marts 17.50. 

For kort tid efter slog Trine Trøstrup Darré alarm, da hun også så hændelsen, hvor Søren Diemer kom kørende i sit tog.

Hun bor tæt på Valby Station, og ved siden af hendes baghave er der en nødudgang i det støjværn, som ellers adskiller haverne fra jernbanen.

Fra sit hjem kan Trine høre, hvordan de unge mennesker udfordrer hinanden til at blive stående på skinnerne så længe som muligt, imens de filmer det.

»De er som oftest teenagere, men det er også helt unge. De yngste har været omkring 7-8 år. De er i den alder, hvor man lige er begyndt at gå alene hjem fra skole,« fortæller Trine Trøstrup,

Søren Diemer fortæller, at han også så, selvom det var et splitsekund, at der blev filmet med telefoner, da han kørte forbi.

»Ikke en chance« 
Ifølge Trine Trøstrup Darré er det langt fra er første gang, at hun har hørt DSB-togene hyle med deres horn, når de suser forbi vinduerne. På det seneste har det næsten været på daglig basis.

Søren Diemer fortæller, at det var første gang, at han har set børn lige præcis det sted. Men han har tidligere oplevet lignende episoder. 

Det er her, de unge kan gå direkte ud på skinnerne.
Det er her, de unge kan gå direkte ud på skinnerne. Privatfoto

»Når du ser folk på sporene, der ved du, for du sidder med noget maskinel, der bare ikke kan standse med det samme. Og du ved, at du kommer med så høj hastighed og så mange tons, at i det øjeblik du ser det, så tænker du kun på, om der nu er nogen, der kommer til skade.«

Lokomotivføreren fortæller til B.T., at han få sekunder efter episoden 11. marts kontaktede Banedanmark for at fortælle, at der stod nogen ved sporene og for at advare andre lokomotivførere.

Stop med det
Her lidt over en uge efter hændelsen har han en klar besked til de unge mennesker, der kunne finde på at prøve på at gå ud foran et to og filme det:

»Lad vær. For det er dødsens farligt at lege på skinnerne. Jeg forstår godt, at nogle unge vil prøve grænser af, men det er bare det forkerte sted at gøre det,« lyder det.

Ifølge Søren skulle der nu være lavet rapport på sagen. Ligeledes har han selv taget kontakt til sin arbejdsgiver DSB for at oprette en sag.

TV 2 Kosmopol skriver, at Banedanmark har sat en midlertidig afspærring op ved den låge, hvor de unge mennesker er kommet ind ved banelegemet.