Dødskørsel tyranniserer flere gange om ugen beboerne på Islands Brygge i København, der er blevet utrygge ved at færdes i området.

»De gasser op og giver den alt, hvad den overhovedet kan trække. Det kan ende galt. Jeg tør nærmest ikke færdes, for man er jo bange for at blive pløjet ned,« siger Katja Svensson, der har boet på Islands Brygge i syv år.

Har du oplevet noget lignende? Tip os her.

Og det er flere gange om ugen, særligt når vejret er godt, at Katja Svensson oplever, at Islands Brygges lange gader invaderes af vanvidkørsel. Det samme oplever Patricia Weber, der har boet i kvarteret i otte år.

»Det har stået på i tre år, men i den her sommer er det virkelig slemt. Det er et ganske skrækkeligt koncept i boligområder. Her er også børnehaver, skoler og spejderklubber. Islands Brygge er blevet et kæmpe familieområde,« fortæller Patricia Weber.

Bare i denne uge har Patricia Weber været vidne til to bilræs. Lørdag omkring halv et om natten kørte fem-seks biler ræs ned ad gaderne, fortæller hun.

Patricia Weber og Katja Svensson er ikke de eneste, der har bemærket vanvidskørslen og er utrygge ved den. B.T. er blevet kontaktet af flere beboere, der beretter om samme observationer. Det fremgår også af flere Facebook-grupper for beboere på Bryggen.

»Jeg føler mig ikke sikker på Bryggen mere. Pludselig kunne en bil ramme mig, hvis jeg ikke er forsigtig,« siger Patricia Weber.

Faktisk er Patricia Weber blevet så utryg i kvarteret, at hun nu har besluttet sig for at flytte derfra, på trods af at hendes venner og de sidste otte år af hendes liv hører til på Islands Brygge.

»Jeg vil ikke bo her mere. Jeg kigger efter noget andet, for de sidste tre år har været too much,« siger Patricia Weber.

Ifølge Patricia Weber og Katja Svensson er det de samme typer, der gang på gang ræser igennem kvarteret: Unge fyre mellem 18 og 30 år, som kører i fine biler med høj musik og feststemning.

»Ofte er det en Mercedes, en BMW eller en Audi, der smadrer igennem det hele. Nogle gange også folk på ATV'ere,« siger Katja Svensson.

Frygter, at en ulykke sker, før problemet løses

For både Katja Svensson og Patricia Weber sender dødskørslen mindelser om en forfærdelig tid i 2017, hvor Islands Brygge var plaget af larm og vandvidskørsel fra jetski i Københavns Havn lige ud for Islands Brygge. Her blev der først gjort noget ved problemet, efter en vandscooter torpederende en udlejningsbåd og slog to kvinder ihjel.

»Vi venter bare på, at en forfærdelig ulykke sker. Sådan er vi mange, der har det. Sådan var det også med jetski-ulykken. Det stoppede først, da nogen døde,« sige Katja Svensson.

For ifølge de to kvinder gør politiet intet ved problemet, på trods af at flere beboere har haft kontakt til dem.

»Jeg er stoppet med at kontakte politiet. Det er det samme hele tiden. Islands Brygge er et tabt område for Københavns Politi. De skulle have taget kampen op fra start,« siger Patricia Weber.

Både Patricia Weber og Katja Svensson er enige om, at noget må gøres.

»Jeg håber, politiet gør noget. Stiller sig derned og giver klip og bøder, eller hvad der nu hjælper. Måske nogle bump på vejen, så deres biler bliver smadret, når de jerner ned igennem. Eller et bilfri område? - Men det vi jo også være ærgerligt. Men et eller andet skal ske. Jeg elsker Bryggen, men det her er ikke det fedeste,« siger Katja Svensson.