En 26-årig hollandsk lastbilchauffør, som 26. juni i år torpederede den 55-årige kørelærer Jørn Ole Rosendals bil i Helsingør, blev i mandags idømt 20 dages betinget fængsel og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år for grov tilsidesættelse af færdselssikkerheden.

Manden havde ifølge Helsingør Dagblad taget familien med til Danmark, og da han modtog dommen, skete det med støtte fra hans mor og far, søster og kæreste.

Sagen blev ført som en domsmandssag, da chaufføren ikke ville kende sig skyldig i at have kørt over for rødt lys, da han 26. juni var på vej ned af Kongevejen mod færgeterminalen.

I krydset ramte han Jørn Ole Rosendal, de kom kørende i nordlig retning på Stubbedamsvej for at hente dagens første elev. Den sølvfarvede køreskolevogn blev ramt med massiv kraft i venstre side ved førersædet, og senere samme formiddag døde den 55-årige af sine kvæstelser. 

I retten stod den unge hollænder ifølge Helsingør Dagblad fast på, at lyset var grønt, men to vidner modsagde ham med eftertryk.

Efter domsafsigelsen modtog den afdødes efterladte grådkvalt den 26-årige chaufførs undskyldning, skriver lokalavisen.