Dødsbrand nytårsaften: Ejer advarede ansatte om isfontæner før ulykken
En ny besked kan være belastende bevismateriale mod Jessica Moretti, der er indehaver af baren i Schweiz, hvor 40 mennesker døde i en brand nytårsaften.

En ny besked kan være belastende bevismateriale mod Jessica Moretti, der er indehaver af baren i Schweiz, hvor 40 mennesker døde i en brand nytårsaften.

En WhatsApp-besked til personalegruppen har kastet nyt lys over sagen mod indehaverne af baren Le Constellation, hvor 40 personer døde i en dødsbrand nytårsaften.
Den forfærdelige brandulykke sårede også hundredvis af mennesker, hovedsageligt festglade unge.
Fredag blev ejerne af baren Jacques og Jessica Moretti afhørt i den schweiziske by Sion – og en besked kan nu bringe Jessica Moretti i yderligere problemer.
Det skriver tyske Blick.
For i det nye bevismateriale indgår en besked, som Jessica Moretti angiveligt har sendt i en gruppechat før branden til sine medarbejdere.

I beskeden advarede hun ifølge mediet om, at isfontænerne, som baren regelmæssigt satte i champagneflasker, kunne antænde eller beskadige det lydabsorberende skumloft og sofaerne.
Ifølge mediet sendte barejeren beskeden midt i december – lidt over to uger før en isfontæne angiveligt udløste den tragiske dødsbrand nytårsaften.

Jessica Moretti hævdede selv under afhøringen, at beskeden var ment ironisk. Hun sagde, at hendes eneste hensigt var at beskytte barens møbler.
Branden skete i Crans-Montana, som er et populært skisportssted i Schweiz, hvor mange af de omkomne var under 18 år.