Det havde regnet, og alle bilisters værste mareridt blev på få sekunder til tragisk virkelighed.
Pludselig mistede den unge fører af den grå Nissan Qashqai i den modsatte vejbane kontrollen med den stjålne bil.
I høj fart var den på vej ud i rabatten, og da biltyven forsøgte at rette bilen op, røg den over mod det modkørende par og ramte med stor kraft ind i deres Citroen C3.
Herefter fortsatte den stjålne bil på tværs af vejen, op ad en skrænt og ramte et træ i godt tre meters højde.
Den unge biltyv slap mirakuløst uskadt fra flyveturen, men for det sagesløse par i Citroen'en blev påkørslen fatalt.
Den 60-årige kvinde blev dræbt på stedet, og hendes 69-årige kæreste pådrog sig alvorlige kvæstelser.
Han var indlagt i koma i adskillige dage. Han var svært tilskadekommen med blandt andet blødninger i hjernen, flere knoglebrud og talrige snitsår på arme og ben samt en stor flænge i panden, men overlevede.
Dødsulykken skete 18. september sidste år klokken 11.40 ved Svebølle på Nordvestsjælland, og forleden blev straffen for den nu 19-årige biltyv udmålt ved byretten i Holbæk.
Ifølge dombogen, som B.T. har set nærmere på, havde den unge mand forud for ulykken ikke sovet i to døgn, og han havde blandt andet røget lidt hash og nogle joints.
Ved en senere politiafhøring blev han spurgt, om han havde kørekort. Hertil lød svaret, at det havde han - han havde det fra Legoland (forlystelsesparkens trafikskole for børn mellem seks og 13 år, red.).
Ulykkesbilen havde han aftenen inden stjålet i Hvidovre. Sammen med en nu 18-årig kammerat var de brudt ind i en stuelejlighed, og havde blandt andet stjålet nøglerne til to biler, som holdt uden for lejligheden.
Herefter var de i hver sin bil kørt rundt på Sjælland med høj fart, så flere bilisters liv ifølge politiet undervejs var i fare.
Farten var i perioder oppe på 170 kilometer i timen, og andre bilister bemærkede ved overhalinger, at den 18-årige flere gange sad med lukkede øjne og lignede én, der sov bag rattet.
Ved dødsulykken kort inden havde den 18-årige kammerat set, at der var sket en ulykke. Men han var med ligthergas og amfetamin i blodet kørt videre alene i sin stjålne Renault Kadjar, indtil han lidt senere omsider blev stoppet på Køge Bugt Motorvejen efter vanvidskørsel.
Her konstaterede de første politifolk på stedet, at der bag rattet sad en ung mand, der tydeligvis ikke havde det godt.
Ifølge en betjents vidneudsagn i retten, lignede den unge biltyv »faktisk et spøgelse og var helt hvid i ansigtet.« Han lugtede ifølge betjenten også som én, der ikke havde været i bad længe eller kom fra en meget lang bytur.
Ved retssagen i Holbæk besluttede domsmandsretten, at den 19-årige i stedet for en almindelig fængselsstraf skulle dømmes til anbringelse på ubestemt tid i en sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap.
Han er tidligere dømt for vold og har været på skiftende opholdssteder i Jylland og på Sjællland. Gennem opvæksten har han været undersøgt flere gange for uhensigtsmæssig, udadreagerende og utilpasset adfærd.
Ved en mentalundersøgelse efter dødsulykken fandt retspsykiaterne hans begavelse nedsat, så han samlet set blev bedømt som lettere mentalt retarderet, impulsiv og præget af betydelige dyssociale træk med manglende accept af lovgivning og gængse sociale normer.
Samtidig besluttede retten, at den 18-årige kammerat skulle straffes med tre måneders ubetinget fængsel. Han havde i forvejen en dom på halvandet års fængsel, som den nye straf blev lagt oven i.
Den tidligere dom drejede sig om røveri, brugstyveri af bil samt for på hensynsløs måde at have udsat andres liv eller førlighed for nærliggende fare
Du kan lytte til B.T.s krimi-podcast »På Fersk Gerning« her: