En 20-årig mand idømmes ved Retten i Aarhus fire års ubetinget fængsel for trafikdrab på en 64-årig kvinde i Tilst ved Aarhus 23. juni i år.

Yousef Haissam El-Chiri erkendte i retten at have ført bilen - en Cupra Tavascan - med en fart på 109 kilometer i timen i et villakvarter, hvor man maksimalt må køre 40 kilometer i timen.

Bilen ramte huset, hvor kvinden og to familiemedlemmer befandt sig.

Den 20-årige erkendte sig under retsmødet skyldig og sagde, at han "panikkede", da han så, at en politibil fulgte efter ham.

- Jeg ser politiet i bakspejlet og panikker fuldstændig. Mine venner begynder at råbe, men jeg reagerer ikke, lød det.

Manden med sort skæg og sort hår forklarede i retten, at tre kammerater sad sammen med ham i bilen den pågældende aften omkring klokken 23.45.

De havde netop forladt Bilkas parkeringsplads, hvor politiet var troppet op efter en anmeldelse om hasarderet kørsel.

Den 20-årige forklarede, at der blandt andet blev fyret fyrværkeri af, og at han ikke ville være "en del af balladen".

Derfor forlod han stedet i bilen sammen med sine kammerater, som han ville køre hjem.

Han fortalte, at han tog fejl af vejene i villakvarteret og endte på Hindøvænget, der er en blind vej.

En politipatrulje satte efter bilen, og det var ifølge den 20-årige synet af patruljen i bakspejlet, der fik ham til at træde ekstra hårdt på speederen.

Manden var ikke påvirket af hverken alkohol, stoffer eller lattergas, viste en efterfølgende undersøgelse.

Inden dommeren trak sig tilbage for at finde en passende straf, undskyldte den 20-årige over for den afdødes familie.

- Jeg er virkelig ked af at have sat familien i den her situation. Jeg håber, de med tiden kan finde fred. Jeg undskylder virkelig meget, lød det.

Udover fængsel i fire år frakendes han kørekortet i fem år og får bilen konfiskeret.

Anklager Nanna Kock havde argumenteret for en straf på fem års fængsel.

Hun tog udgangspunkt i en ny bestemmelse i straffeloven om trafikdrab, der blev indført i februar i år.

Der blev med paragraffens indførelse lagt op til at hæve straffen for såkaldt vanvidskørsel med op til 33 procent.

Anklageren ser skærpelsen afspejlet i dommen onsdag i Retten i Aarhus.

- Dommerens afgørelse viser, at man ser på sagen med stor alvor og afspejler også den seneste strafskærpelse, siger Nanna Kock.

Hun vil overlade til Statsadvokaten at vurdere, om man ønsker sagen prøvet i landsretten.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage oplyser, at den 20-årige modtager dommen.

- Jeg er yderst tilfreds med resultatet. Når det er sagt, er det en meget tragisk sag, som min klient er meget tynget af, lød kommentaren efter domsafsigelsen.

RITZAU