Bowl'N'Fun i Esbjerg er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det sker efter en ulykke 28. juni sidste år, hvor en 29-årig mand afgik ved døden på en gokartbane, virksomheden ejer i Esbjerg.

»Anklagemyndigheden ønsker med straffesagen at gøre selskabet ansvarlig for, at gokartbanen ikke var tilstrækkeligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken, hvor den 29-årige bliver ramt af et metalrør og efterfølgende afgår ved døden,« skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Virksomheden skal efter planen for retten 28. august.

Den 29-årige blev dræbt, da han i gokarten, som tidligere beskrevet, kørte ind i et tre centimeter tykt stålrør, der pegede ind på kørebanen.

Røret borede sig gennem gokartens skærm og ramte manden.

Arbejdstilsynet undersøgte banen kort efter ulykken, og banen viste sig både at være mangelfuld vedligeholdt og have flere alvorlige fejl.

Blandt andet var der mange defekte bandeelementer med brækkede 'kanalsider', hvor der skulle være stålrør, der holdt banderne sammen.

Derfor lå stålrørene ikke på plads, men stak ud på banen.