Østjyllands Politi har de seneste timer arbejdet på en adresse i Ebeltoft, efter at ordensmagten fik en anmeldelse om en død person.

Politiet oplyser torsdag eftermiddag, at anmeldelsen kom klokken 12.44, og at den handlede om, at en 71-årig mand var fundet død i sit hjem på Toldbodvej i Ebeltoft.

'Omstændighederne omkring dødsfaldet gør, at politiet undersøger sagen nærmere med henblik på at afgøre, om der kan ligge en kriminel handling bag. De pårørende er underrettet,' lyder det i en pressemeddelelse.

Det var en medarbejder fra hjemmeplejen, der fandt den 71-årige og ringede 112.

Af hensyn til de pårørende og den fortsatte efterforskning ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.