Onsdag eftermiddag – omkring klokken 16.30 – modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et drab på en adresse ved Skanderborg.

Ved ankomst kunne politiet konstatere, at der var tale om et dobbeltdrab. Og få timer senere dukkede endnu en død person op i en skov ikke langt derfra.

Det er politiets formodning, at den 54-årige kvinde og den 55-årige mand, der blev fundet på adressen i Skanderborg, er blevet dræbt af den mand, der siden blev fundet død i det nærliggende skovstykke.

Sidstnævnte var en 58-årig mand, der tidligere har været gift med den dræbte kvinde. Han var frem til sin død bosat i København.

Ved fundet af ham konstaterede man, at han formentlig havde begået selvmord.

En konstatering, der siden er blevet yderligere underbygget af fund på den 58-åriges københavnske bopæl.

Her er der ifølge politiet fundet »klare indikationer« på, at han ønskede at tage sit eget liv.

Selvmordet betyder dog ikke, at efterforskningen er afsluttet, understreger Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Der følger nu helt rutinemæssigt en omfattende og bred efterforskning for at afdække, om der måtte være forhold, der taler imod det beskrevne hændelsesforløb,« lyder det.

Den endelige identifikation og obduktion af de afdøde er endnu ikke gennemført, ligesom politiet også har en række tekniske undersøgelser foran sig.

Derudover skal vidner afhøres, den formodede gerningsmands færden skal klarlægges, og forholdet mellem de dræbte og den afdøde skal efterforskes.

Allerede nu beskriver politiet dog forholdet mellem de tidligere ægtefæller, der blev skilt i 2017, som »turbulent og konfliktfyldt«.

Denne beskrivelse bygger på »en foreløbig undersøgelse i politiets registre«, hvilket altså peger på, at relationen mellem eksparret på den ene eller anden måde har været i politiets søgelys.

Mere konkret bliver beskrivelserne fra politiet ikke for nuværende. Førnævnte pressemeddelelse afsluttes med ordene:

»Sydøstjyllands Politi har aktuelt ikke flere oplysninger til offentligheden i sagen.«

B.T. følger sagen.