Hvis man ser bort fra drabet på Olof Palme, betegnes efterforskningen af sagen som den mest omfattende i Sveriges historie.
Alligevel skulle der gå knap 16 år, før der var gennembrud i sagen om drabene på otteårige Mohammed Ammouri og 56-årige Anna-Lena Svensson.
16 år og en slægtsforsker.
De to ofre blev på åben gade i Linköping frarøvet deres liv en kølig oktobermorgen i 2004. 38 sekunder tog det. Mohammed Ammouri var på vej i skole. Anna-Lena Svensson på vej til arbejde.
De kendte ikke hinanden. Og de kendte heller ikke den mand, der med adskillige knivstik dræbte dem.
Klokken var 7.54, da politiet 19. oktober 2004 modtog anmeldelsen om knivoverfald og straks rykkede ud.
Ved siden af Anna-Lena Svenssons lig lå gerningsvåbnet. En såkaldt butterflykniv. På den var foruden ofrenes blod også spor fra den formodede gerningsmand.
Gerningsstedet blev afspærret. Vidner afhørt. Et hårstrå fra den formodede gerningsmand fundet.
Politiet havde både signalement og dna-profil at gå efter. Men efterforskningen førte ingen veje.
Ikke de følgende par dage. Ikke de følgende måneder. Ikke de følgende år.
Heller ikke, selvom politiet ihærdigt fortsatte deres søgen efter gerningsmanden og svaret på spørgsmålet: Hvorfor skulle de dø?
I årenes løb blev omtrent 13.000 tip blev undersøgt, 7000 afhøringer udført, og 5000 personer fra området dna-testet.
Men politiets dna-metoder spillede fallit.
Lige indtil marts 2020.
Her fik svensk politi lov til at gennemføre et pilotprojekt. Et projekt, der blandt andet involverede en slægtsforsker.
Peter Sjølund er hans navn. Og udover at være skarp på kirkebøger og dødsannoncer, som slægtsforskning ofte tager udgangspunkt i, er han også ferm til dna-databaser.
Slægtsforskeren fik adgang til noget af politiets efterforskningsmateriale, og snart blev dna-materialet fra den formodede gerningsmand sendt ud i store dna-databaser. Særligt de amerikanske, hvor mange i årenes løb har registreret deres egne gener.
I de tilfælde, der var ligheder – altså match – gik Peter Sjølund så til værks med blandt andet kirkebøger og dødsannoncer for at kortlægge slægtninge.
»Vi sad sammen og gennemgik de første 900 personer, der matchede. Sammen indkredsede vi 25 særligt interessante personer, flest i Sverige, men også nogle i blandt andet USA. Alle var på den ene eller anden måde beslægtet med gerningsmanden.«
»Så gik jeg i gang med at lægge et puslespil, hvor jeg forsøgte at skabe et overblik over personernes slægtninge – alt sammen for at finde tråde imellem dem,« har Peter Sjølund tidligere fortalt til Berlingske.
Efter tre måneder var der hit – i flertal.
Pilen pegede nemlig nu mod to mulige mordere. Et lokalt brødrepar.
En dna-test kunne hurtigt afgøre, hvem af dem der den oktobermorgen 16 år forinden havde efterladt sit eget blod og hårstrå under drabet på skoleeleven og lærerinden.
Daniel Nyqvist er hans navn.
Han erkendte kort efter anholdelsen, at det var ham, der havde ført den kniv, der havde forårsaget Mohammed Ammouri og Anna-Lena Svenssons død. Motivet står stadig uklart hen.
Selv forklarede han, at han »måtte« gøre det. For at få ro i sindet.
Ved den efterfølgende retssag blev han idømt en behandlingsdom. Og dermed blev der sat et endeligt punktum i det mordmysterium, der gennem halvandet årti havde rystet vores naboer mod nord.
Takket være slægtsforskning
»Dette er større end fingeraftrykket – en revolution.«
»Dette har været et pilotprojekt, men jeg tror, det bliver en af standardmetoderne til at opklare flere og mere udfordrende forbrydelser i fremtiden,« udtalte Peter Sjølund i kølvandet på opklaringen om den metode, som dansk politi måske en dag også får adgang til.
