Mistanken mod mand, der er sigtet for flere drab, er stærk selv uden teledata, fastslår dommer.

En 27-årige mand, der er sigtet for tre drab i København, skal foreløbig blive i sin celle i fire uger mere.

Det har en dommer fredag formiddag besluttet i et retsmøde, hvor der skulle tages stilling til, om der er grundlag for en fortsat varetægtsfængsling, når teledata ikke indgår i mistankevurderingen.

Det mener dommeren, der er. Derfor er den 27-åriges varetægtsfængsling blevet forlænget til 16. oktober.

- Mistankegrundlaget er opfyldt - også uden teleoplysninger, lyder det fra dommeren.

Dommeren henviser til, at anklagemyndigheden har fremlagt dna-beviser og oplysninger om den sigtedes færden.

Den 27-årige mand mødte op i retten i en hvid skjorte, lyse cowboybukser og mørkeblå sko. Han blev ført ind i retslokalet flankeret af to betjente, der ikke veg fra hans side, inden han satte sig til rette hos sin forsvarer.

Han nægter sig skyldig i sagen, der begyndte at rulle, da en 81-årig kvinde blev fundet død i sin lejlighed 8. marts.

I første omgang blev manden anholdt og sigtet for hjemmerøveri og drab i kvindens lejlighed i komplekset på Vangehusvej.

Men pårørende og beboere i ejendommen gjorde politiet opmærksom på, at andre mistænkelige hændelser var sket i tiden inden den 81-åriges død.

Frygten var, at flere beboere havde været udsat for lignende forbrydelser. Det fik politiet til at undersøge dødsfald i boligkomplekset helt tilbage til 2015, og i tre tilfælde mener politiet, at der er tale om drab begået af den 27-årige.

Derfor er han blevet sigtet for også at have dræbt en 80-årig mand og en 83-årig kvinde.

Fængslingsgrundlaget beror dog kun på to af drabene.

Manden er tidligere dømt for alvorlig kriminalitet.

I 2011 idømte landsretten ham forvaring for drabsforsøg på en af sin mors veninder, da hun besøgte ham på den lukkede institution Sønderbro i København. Han tog kvælertag på hende, så hun mistede bevidstheden og var i livsfare.

Desuden havde han voldtaget en kun 14-årig pige ved Holbæk.

I 2012 omstødte Højesteret dog forvaringsdommen, blandt andet på grund af mandens dengang unge alder.

/ritzau/