»Der er forår i luften.«

Så opmuntrende er meldingen fra DMI, men der er dog også et lille 'men' gemt i den gode nyhed.

For der kommer til at være stor forskel på temperaturerne afhængigt af, hvor du befinder dig i landet, forklarer meteorologerne Anja Bodholdt og Martin Lindberg i en vejrkommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

 Overordnet set kommer de næste par dage til at byde på en del skyer, lidt sol og en smule regn ind imellem.

»Til trods for det vil temperaturen langsomt være for opadgående, og fra fredag og især i løbet af weekenden ser vi ud at nå tocifrede varmegrader flere steder i landet,« forklarer meteorologerne.

Ifølge de seneste prognoser kan vi lokalt få omkring 12 graders varme. 

Både lørdag og søndag.

Det bringer os dog også frem til det førnævnte 'men':

»Der kommer dog til at være stor forskel på temperaturerne afhængigt at, hvor man befinder sig. Det kølige havvand påvirker nemlig temperaturerne i kystnære områder, og man vil ved kyster med pålandsvind derfor ikke få meget mere end seks-otte graders varme,« lyder det fra Anja Bodholdt og Martin Lindberg i deres vejrkommentar.