Kolding kan blive ramt af en vandstand på mere end 180 centimeter over det normale niveau, advarer DMI.

Kolding. Vandmasserne skyller onsdag aften vestpå og truer med oversvømmelser i flere byer, der har kyst ud til Det Sydfynske Øhav og Lillebælt.

Det fortæller Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Der er allerede foretaget høje målinger på 1,7 meter over det normale niveau for vandstanden ved Aabenraa og Langeland, men det kan blive endnu værre andre steder i regionen, advarer DMI.

- Det kan stige til måske 1,85 meter oppe i den nordlige del af Lillebælt oppe ved Kolding-området, og det kan ligge på 1,75 meter mange andre steder.

Forhøjet vandstand i Dragør by. Flere veje var kl 17 allerede oversvømmet og huse truet onsdag 4. januar 2017. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017)
Forhøjet vandstand i Dragør by. Flere veje var kl 17 allerede oversvømmet og huse truet onsdag 4. januar 2017. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

- Det varer stadig lige nogle timer, før det topper, og man skal nok frem til midt på natten, før det topper ved Kolding, siger Frank Nielsen.

Meteorologen fortæller desuden klokken 23, at vandstanden ved Ærø, Langeland og Als topper inden for et par timer.

De høje vandmasser kan give store udfordringer lokalt, uddyber Frank Nielsen.

- Det afhænger af kyst og havn, og hvor meget man har sikret sig, men der er store udfordringer i at holde styr på alt det vand.

- Hvis først vandet trænger ind, kan det få store konsekvenser, siger meteorologen, der opfordrer til, at man orienterer sig hos sine lokale myndigheder.

/ritzau/