Medierne flyder over med historier om kriminalitet og tragiske skæbner, men en gang imellem er der også gode nyheder imellem.
Og det er sagen om Ditte Marie Mohr og hendes datter Ivalos bortkomne cykel et eksempel på.
Datterens specialcykel, som viste sig stjålet lørdag morgen, har nemlig fundet hjem igen, og det er sket, efter moren gik på sociale medier og efterlyste folk, der vidste noget.
En strategi, der bonede positivt ud.
Tips, som de fik ind fra opslaget, ledte dem nemlig til at finde ud af, at cyklen formentlig var fragtet til Odense, og det var da også netop dér, en ung mand fik øje på den.
»Han havde vist set opslaget på Facebook, eller også havde han læst artikler om den i medierne, og så skrev han en besked til mig på Facebook,« siger Ditte Marie Mohr.
»Det her havde jo aldrig kunnet lade sig gøre, hvis det ikke var for alle dem, der delte opslaget.«
Den unge mand bor ikke i Odense, men var på besøg, hvor han havde set en fremmed sidde på cyklen. Han havde derefter rettet henvendelse til vedkommende, fortæller Ditte Marie Mohr.

Hun var derefter blevet kontaktet af den unge helt, som havde givet en adresse, hvor cyklen befandt sig.
»Vi var helt vildt begejstrede i går, og det var også en glad pige, der i dag fik at vide, at cyklen var tilbage,« siger moren.
I hendes øjne var det en 'sød, ung mand', som tog sig tid til at forene ejer og cykel, men det er ikke kun ham, som har skabt glæde efter tyveriet.
Også alle de fremmede, som har sendt 'krammere, knus og thumbs up', som moren beskriver det, har været med til at gøre en sur situation mere opmuntrende.
»Vi er ikke sådan nogen, der ofte poster noget på Facebook, så derfor var det også lidt vildt at se, hvordan det gik amok med vores opslag. Det var overvældende, at så mange ville hjælpe.«
På Facebook har flere rost den unge mand for hans indsats, og nu er der glæde over hele linjen – trods at cyklen i sin nuværende tilstand ikke er til at køre på.
»Den har fået en lidt hård medfart, så vi skal have den forbi cykelsmed, før den kan køre igen,« siger Ditte Marie Mohr, inden hun uddyber:
»Der er et stort hul i sadlen, den har bøjede eger, og så er den faktisk ikke til at låse op lige nu, efter man har forsøgt at skære den over med en sav.«
Moren er usikker på, om der skal ske mere juridisk, men for familien er sagen afsluttet. De er bare glade for, at cyklen nu er hjemme, og 10-årige Ivalo snart er klar til at køre ture igen, når cyklen først er repareret.
Før den blev stjålet, blev den brugt flittigt. Der kørte Ivalo på den imellem tre og fem gange om ugen. Noget, der også er til gavn for hendes krops overordnede velvære, oplyser moren.
»Den skal en tur til en sønderjysk cykelsmed, men når den først har været derovre, så skal den altså ikke på langtur igen,« siger Ditte Marie Mohr.
Til sidst slutter hun af med at tilføje, at familien er virkelig taknemmelige over, at så mange gad at hjælpe og dele efterlysninger.


