Østjyllands Politi efterlyser to mænd, som har oddset for tusindvis af kroner ved brug af stjålne dankort.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

I september sidste år fik to mænd stjålet deres dankort, som efterfølgende blev brugt til at oddse for over 50.000 kroner i Aarhus-området.

'Det var den 2. september 2017, at en 20-årig mand tog en pirattaxa efter en bytur i Aarhus. Betalingen skulle foregå ved hjælp af en særlig scanner i bilen, og det er tilsyneladende lykkedes chaufføren at aflure pinkoden og stjæle dankortet efterfølgende. Samme aften fik en 31-årig mand stjålet sit dankort på et tidspunkt i Aarhus C. Her havde gerningsmanden åbenbart også afluret koden', skriver politiet i pressemeddelelsen.

Efter tyverierne blev der oddset for over 50.000 kroner på begge kort flere steder i Aarhus-området, inden kortene blev spærret. På den 31-åriges kort blev der også hævet 5.000 kroner i en hæveautomat

I håb om at opklare sagen viser Østjyllands Politi nu offentligheden overvågningsbilleder af to mænd, der har brugt dankortene.

Kender du mændene, eller har du oplysninger i sagen, bedes du ringe til politiet på tlf. 114.

Her ses en af de formodede gerningsmænd.
Her ses en af de formodede gerningsmænd. Østjyllands Politi
Her ses en af de formodede gerningsmænd.
Her ses en af de formodede gerningsmænd. Østjyllands Politi