»Vi havde meget god sex, og det var meget intenst. I perioder var hun typen, der aldrig stoppede, men ville hele tiden.«

En 36-årig direktør nægtede mandag i Retten i Glostrup kategorisk at have voldtaget en ung ansat igen og igen i sin virksomhed, selv om han i efteråret 2019 havde samleje med den unge kvinde op mod 100 gange.

Både vaginalt og analt. Og både på toilettet i hans virksomhed, i hans lille bil, ved Hundige Strand og i en swingerklub i København.

I alt er manden tiltalt for utallige blufærdighedskrænkelser og voldtægter mod fire unge kvinder, som i 2019-20 var ansat i hans virksomhed. Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Om forholdet til den unge medarbejder, der ifølge direktøren nærmest igen og igen tiggede om at blive skubbet ind på toilettet i arbejdstiden for at have sex med chefen, forklarede han, at hun begyndte som ulønnet praktikant. Siden fik hun dog løn for at arbejde 20 timer om ugen i hans firma.

»Hun var meget direkte og moden af sin alder. Hun sagde med ord, at hun havde lyst til at have sex med mig,« forklarede direktøren i vidneskranken i det stegende varme retslokale.

»Hun lagde an på mig flere gange og gik i meget stramme kjoler, havde en seksuel fremtoning og var meget smuk,« erkendte den 36-årige mand, der ifølge anklageskriftet har misbrugt sin overordnede stilling til at presse flere af sine ansatte til voldtægt.

Foran nævningetinget forklarede den voldtægtstiltalte direktør også, at den unge kvinde angivelig havde en sexfantasi om at lave et gangbang (gruppesex, red.) med flere mænd i en swingerklub. Det var forklaringen på, at han i efteråret 2019 tog hende med i en swingerklub på Amager.

Den nu tiltalte advokat var i en kort periode forsvarer for den 36-årige direktør, der ved byretten i Glostrup blev kendt skyldig i voldtægter, blufærdighedskrænkelser og trusler over for fire ansatte.
Den nu tiltalte advokat var i en kort periode forsvarer for den 36-årige direktør, der ved byretten i Glostrup blev kendt skyldig i voldtægter, blufærdighedskrænkelser og trusler over for fire ansatte. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Aftalen var, at når vi havde haft sex, kunne hun udvælge de mænd, som hun kunne lide, og så lave oralsex, analsex og vaginalsex med dem, mens jeg så på. Hun fik det gangbang med otte-ti mænd, som hun ønskede sig,« forklarede den tiltalte virksomhedsejer.

På grund af navneforbud i sagen er B.T. afskåret fra at komme med nærmere oplysninger om det firma, som den tiltalte grundlagde og var direktør i.

»Jeg er chefen og har magt. Jeg kan fyre folk, så de aldrig kan få job igen. Jeg betaler dig for at være min luder,« truede chefen ifølge tiltalen de kvindelige medarbejdere i forbindelse med flere af voldtægterne.

To af kvinderne blev ifølge tiltalen også udsat for vidnetrusler.

Foran nævningetinget afviste direktøren, at han havde betegnet sin medarbejder som en luder. Men han erkendte, at han muligvis havde sagt, at det var ham, der bestemte og kunne gøre folk arbejdsløse.

Den 36-årige er gift med en dansk kvinde, men skal ifølge anklagemyndigheden udvises af Danmark for bestandig, hvis han kendes skyldig, da han ikke er dansk statsborger.

Der ventes først at falde dom i nævningesagen om en måneds tid.