Vitor Pedro Simoes Ramos, der i en årrække var direktør i en mindre virksomhed, er torsdag af Østre Landsret idømt fængsel i otte år for voldtægt af sine ansatte.

Dermed er straffen blevet hævet i forhold til det resultat, som Retten i Glostrup nåede frem til i september sidste år.

Her blev han straffet med fængsel i syv år.

Voldtægterne, som Vitor Pedro Simoes Ramos blev dømt for, fandt både sted i hans firma, i hans bil, ved den såkaldte sexstrand i Hundige og i et enkelt tilfælde også i en swingerklub i København.

Ofrene i sagen var alle unge kvinder, som i årene 2019-2020 var ansat i hans firma. 

Under retssagen kom det også frem, at den nu dømtes direktørs forsvarer, advokat Axel Lund, havde tilbudt 100.000 kroner til en af kvinderne i en byttehandel, der indebar, at hun trak anmeldelsen tilbage. 

Axel Lund blev herefter meldt til Københavns Vestegns Politi, der har valgt at rejse tiltale mod advokaten. Hvis han bliver dømt, risikerer han fængselsstraf og risikerer ligeledes at blive frataget retten til at drive advokatvirksomhed. 

B.T. har tidligere dækket sagen i podcasten 'På fersk gerning. Du kan høre afsnittet her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: