»Hej mor. Jeg har fået nyt telefonnummer, men jeg har brug for at låne nogle penge.«

Hvis du får en besked, som lyder nogenlunde sådan, er det temmelig sikkert ikke din søn eller datter.

Risikoen for, at der er en svindler i den anden ende, er overhængende. 

Det er i hvert fald en god idé at tøve en kende med at overføre penge.

National enhed for Særlig Kriminalitet advarer i en pressemeddelelse om, at den såkaldte 'bekendt i knibe-'svindel er steget kraftigt det seneste år.

Faktisk er der tale om en femdobling. 

I de første seks måneder af i år har politiet modtaget 1.151 anmeldelser i kategorien ’bekendt i knibe’. 

Det er mere end fem gange så mange anmeldelser som i første halvår af 2023, og mere end de 972 anmeldelser, politiet har fået de sidste fire år tilsammen.

»Vi ser en meget stor stigning i sager, hvor svindlere udgiver sig for at være en nær relation, der er i en nødsituation. Svindlerne udnytter, at vi generelt har stor tillid til vores familie og venner, og at der derfor ikke er nogle røde lamper, der blinker,« siger Kresten Munksgaard, leder af Forebyggelse og Analyse i National Center for IT-kriminalitet i pressemeddelelsen. 

Indtil for nylig foregik svindlen typisk ved, at svindlere kontaktede personer og udgav sig for at være deres barn, som har fået nyt telefonnummer og har brug for hurtigt at låne penge.

På det seneste har politiet modtaget flere anmeldelser, hvor unge kontaktes på beskedtjenesten Messenger eller det sociale medie Snapchat af det, som de tror er en ven. I stedet er det en svindler, der har hacket sig ind på deres vens profil.

»Vi har set 'Hej mor'-beskederne siden 2022, og det nye er, at svindlerne udvider målgruppen og nu i højere grad går efter at svindle fædre,« siger Kresten Munksgaard og tilføjer: 

»Kønsforskellen er næsten udlignet. Derudover ser vi flere tilfælde af, at unge rammes via de sociale medier, hvor de tror, de låner penge ud til en ven.«

Han opfordrer til, at man kontakter sin ven, bekendte eller sit familiemedlem i virkeligheden eller ringer dem op, hvis de skriver, at de mangler penge.

»Hvis personen ikke kan tale i telefon, kan man kontrollere vedkommendes identitet ved at stille et spørgsmål, som ingen andre kan svare på. Det kan handle om et barndomsminde, et kæledyr eller noget helt tredje,« siger han.