Lyt til artiklen

Thalia Pitzner fik det fysisk dårligt, inden hun skulle ind i retten.

Det kom en retsbetjent ind i retssal fem og fortalte til dommer og anklager, lige inden sagen skulle til at starte.

Den 29-årige kendis mødte ellers op i god tid ved retten i Roskilde. Her var hun flankeret af en ældre mand med mørkt hår.

Inden retsmødet begyndte kom Thalia Pitzner ind i retslokalet og spurgte anklageren, om hun kunne få lov til at se sagens dokumenter.

»Jeg har ikke modtaget noget, så jeg vil gerne lige se papirerne,« lød det fra Thalia Pitzner, der var klædt i ridetøj.

Diamantdatteren er tiltalt for at have benyttet sin telefon under kørsel.

Det skete ifølge sagens anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i, 7. september 2021, da Thalia Pitzner kørte i en varebil af mærket Fiat Ducato ad Køge Bugt Motorvejen.

Retsbetjentens besked fik sagens anklager til at gå ud og snakke med Thalia Pitzner, der modvilligt kom ind i retten, igen.

Denne gang med tårer løbende ned af kinderne og et stykke papir, som hun tørrede næsen med.

Anklageren nåede kun lige at læse anklageskriftet op. For da dommeren spurgte tiltalte, Thalia Pitzner, hvordan hun forholdt sig til tiltalen, løb tårerne igen ned af kinderne.

»Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke har haft lang tid til at forberede mig. Og jeg vil gerne have, at der ikke er journalister til stede.«

»Det er meget ubehageligt,« sagde den ellers meget medievante kvinde.

Dommeren forklarede, at det var et åbent retsmøde, og pressen havde ret til at være til stede.

Den 29-årige realitydeltager står til at miste kørekortet. Normalt vil sådan en type trafikforseelse blive takseret med et klip i kørekortet.

Det fremgår nemlig af rettens dokumenter, at det ikke er første gang, Thalia Pitzner er blevet stoppet af færdselspolitiet.

Kørekortet har i forvejen to huller, og med den seneste forseelse oven i hatten risikerer hun nu, at det helt bliver inddraget.

Kendissen forklarede, at hun ikke havde åbnet sin e-Boks i et stykke tid. Derfor havde hun angiveligt ikke set indkaldelsen til retssagen.

»Jeg vil gerne have en til at repræsentere mig her i dag, men det har ikke været muligt for min advokat at møde. Han er faktisk til en anden retssag her i retten i dag.«

»Jeg føler, at jeg kommer herind på et uoplyst grundlag,« lød det fra diamantdatteren.

Det fik dommeren til at spørge, om hun ønskede en beskikket forsvarsadvokat.

»Ja, det vil jeg gerne have. Jeg har også nogle telefondata, som jeg vil vise retten,« forklarede hun.

Dommeren imødekom Thalia Pitzners ønske om at have en advokat ved siden side.

»Sagen er hermed udskudt,« lød det fra dommeren.

Der blev ikke afsat en dato til næste retsmøde, men dommeren oplyste, at der formentlig vil gå et par måneder.