I Københavns Byret har Thalia Pitzner netop forklaret, hvorfor hun kræver næsten 150.000 kroner af sin ekskæreste.

Den 29-årige diamantdatter, der er kendt fra tv-programmet 'Diamantfamilien', har hevet Victor Frederik Schou i retten, som hun dannede par med tidligere. 

Ekskæresten mener ikke, at han skylder noget og kræver i stedet 79.920 kroner.

Tvisten omhandler den lejlighed, som kendissen købte i maj 2021. Victor Frederik Schou købte halvdelen af den, da de flyttede sammen. 

Men da parret gik fra hinanden i sommeren 2022, opstod der problemer.

»Vi vælger at gå hver til sit, Victor vælger at flytte ud og opsige vores samejeaftale (en særaftale, som parret lavede, da Victor købte sig ind,red),« siger Thalia Pitzner fra midten af retssalen uden at uddybe, hvorfor de gik fra hinanden.

Men hun fortæller, at bruddet ikke var helt kønt, og der opstod konflikter.

»Da Victor valgte at flytte og pakke sine ting, så siger jeg okay og går ud fra, at vi ikke er sammen og jeg bor alene.«

»Vi sluttede ikke på bedste vis efter bruddet. Og jeg syntes ikke, at han skulle kunne komme i lejligheden uden min viden, når jeg bor alene. Derfor valgte jeg at få skiftet låsene, da han ikke ville aflevere nøglerne,« fortæller hun og siger, at hun varslede ekskæresten, om at låsen ville blive skiftet, hvis ikke han afleverede nøglerne.

Ville ikke aflevere nøgler
Ifølge den 29-årige kendis, der lever af at være professionel influencer og medvirke i tv-programmer, havde Victor Frederik Schou ikke hentet sine ejendele efter tre måneder.

»Jeg syntes, at han havde haft rigelig tid til at komme og hente resten af sine genstande. Jeg ved ikke, om det var en form for straf fra hans side, at han ikke ville hente dem. Men jeg ville gerne videre med mit liv – det var store genstande, som fyldte meget i lejligheden som en seng og andre ting. Dem ville jeg gerne have væk, så jeg kunne indrette på ny,« siger Thalia Pitzner.

Angiveligt skrev hun flere gange, at ekskæresten skulle hente møblerne, men det skete ikke. Herefter fik hun et flyttefirma til at rykke tingene hen til et opbevaringssted.

Både regningen fra flyttefirmaet og låsesmeden er en del af Thalias Pitzners krav til Victor Frederik Schou. Men det beløb løber ikke op i de 150.000 kroner.

Resten af pengene skulle stamme fra renovering af et køkken og et lån hertil.

Fik køkken
Thalia Pitzner fortæller, at hun lavede aftaler med flere firmaer, der skulle renovere lejligheden i 2021 – herunder med Vordingborg Køkkenet, der leverede et køkken, mod Thalia lavede flere opslag på sine sociale medier og medvirkede i en artikel.

Et firma udførte murerarbejde og en gulvsliber stod for gulvene. Igen betalte Thalia ved at lave reklame for deres arbejde.

Lejligheden på Østerbro er i dag blevet solgt, da Thalia er flyttet til Tyskland for at dyrke hestesport. Hun fortæller, at hun scorede lidt over en million på salget.

Flyttede hjem til sine forældre
Frederik Schou fortæller under sin forklaring, at han flyttede hjem til sine forældre, da de gik fra hinanden.

»Jeg boede midlertidigt hos mine forældre og kunne ikke flytte mine ting med det samme,« siger han.

Han fortæller videre, at han hverken havde aftalt med Thalia Pitzner, at hun skulle flytte sine ejendele eller skifte låsen.

»Jeg kunne ikke få adgang til lejligheden, og nej, jeg havde ikke accepteret, at hun skiftede låsen og flyttede tingene« lyder svaret på hans advokats spørgsmål.

Ifølge Frederik Schou har diamantdatteren stadigvæk nogle af hans ting.

»Hun har stadigvæk mit strygejern, strygebræt, paddleboard og en lysestage, som jeg har fået af min mormor,« fortæller Frederik Schou.

Dommeren i sagen fortæller, at der ikke vil falde dom onsdag. Den bliver først afsagt om fire uger.

B.T. følger sagen.