Otte personer har mistet livet i togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen.

Det står klart, efter at Fyns Politi torsdag morgen har opjusteret antallet af dræbte fra seks til otte på baggrund af nattens undersøgelser af det involverede Intercity-lyntog.

B.T. giver dig her overblikket over dødsulykken, der fandt sted på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.

Ulykken skete omkring klokken 7.35, da et lyntog var på vej fra Odense mod Københavns Lufthavn.

Vis mere

På broen blev toget ramt af dele fra et modkørende godstog. Ifølge Havarikommissionen var det med al sandsynlighed en lastvognstrailer, der blæste af og ramte passagertoget, der derefter foretog en hård opbremsning på broen.

Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.

Otte passagerer har mistet livet, mens togpersonalet er i god behold.

De dræbte er fem kvinder og tre mænd. Ingen af de omkomne er børn, oplyste chefpolitiinspektør i Fyns Politi Lars Bræmhøj torsdag morgen på et pressemøde.

Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet. Det meddeler Fyns Politi, der dermed bekræfter tidligere oplysning om dræbte fra DSB.. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix). (Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Politiet er 'ret sikre' på identiteten af fire af ofrene. En endelig identifikation af de sidste fire mangler.

Politiet anvender dna-spor og tandkort på grund af de meget voldsomme læsioner på de afdøde, der besværliggør identifikationen af de dræbte.

Politiet er også sikker på, at der nu ikke er flere omkomne i toget.

16 passagerer er blevet kvæstet i ulykken. 14 er let tilskadekomne, mens to har 'moderate skader'. Alle menes at være uden for livsfare.

Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet. Det meddeler Fyns Politi, der dermed bekræfter tidligere oplysning om dræbte fra DSB.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Ulykken betød desuden, at al trafik over Storebæltsbroen blev indstillet.

Biltrafikken blev åbnet i alle spor i begge retninger sent onsdag aften.

Torsdag morgen er der stadig lukket for togtrafik over Storebæltsbroen.

Togtrafikken forventes at åbne igen klokken 10 torsdag. Her vil det ene spor åbne.