Søndag aften kunne politiet oplyse, at man havde anholdt en 22-årig mand i forbindelse med masseskyderiet i Field's.

DR har fra flere forskellige kilder fået bekræftet identiteten på gerningsmanden, og det er den samme mand, hvis sociale medier B.T. søndag har undersøgt.

Besøg, der har afsløret, at den 22-årige mand lørdag og søndag har lagt flere billeder og videoer op, der kan relateres til skyderiet.

Et skyderi, som indtil videre har kostet tre mennesker livet. Yderligere tre er i kritisk tilstand, mens der er et ukendt antal sårede.

På hans Instagram-profil, der nu er lukket, var der kun ét billede og to såkaldte stories.

De var alle lagt op få timer før søndagens masseskyderi i Field's, og på to af billederne spiller den mistænkte selv død med kunstigt blod.

På det sidste billede sidder han og kigger ind i kameraet med en omvendt kasket, der meget vel kunne være lig den, der figurerer på billeder af ham fra Field's.

Den formodede gerningsmands YouTube-profil giver også et skræmmende billede af den 22-årige mand.

Her er der de seneste dage kommet en lang række videoer op, og fælles for dem alle er, at den mistænkte figurerer med våben.

I den seneste video, der hedder 'i don't care' og varer lidt under to minutter, sidder den mistænkte med en stor riffel.

En riffel, der ligner den, som den mistænkte på billeder fra Field's gik rundt og skød med.

På videoen sidder den 22-årige mand og retter riflens munding mod sit hoved, mens han stirrer ind i kameraet.

I den lille tekst under videoen står der:

'Quetiapine doesn't work.'

Quetiapin er et medicinsk middel, der bruges til at behandle psykotiske lidelser. B.T. kan dog indtil videre ikke bekræfte, om den 22-årige mand har været behandlet i psykiatrien.

Tager man et kig på den mistænktes YouTube-spillelister, dukker der også et morbidt spor op.

Her har den formodede gerningsmand nemlig lørdag opdateret playlisten 'Killer Music', og den indeholder fire sange, hvoraf én særligt er interessant.

Det er en såkaldt mashup, hvor sangen 'Pumped Up Kicks' af The Foster People er sat sammen med Gorillaz' 'Feel Good Inc.', og her er særlig den første sang interessant.

'Pumped Up Kicks' handler om drengen Robert, der får nok af at blive mobbet og planlægger et skoleskyderi.

Historien i sangen er fiktiv, men på den mistænktes YouTube-video er der billeder af Eric Harris og Dylan Klebold, som i 1999 dræbte 15 mennesker på Columbine Highschool.

En anden playliste har navnet 'Last thing to listen to' og er også det sidste opdateret lørdag. Første nummer på playlisten er Hall & Oates' 'Out of Touch'.

På dagen for selve skyderiet er playlisten 'The Meme' også blevet opdateret. På den figurerer sange som 'Kill Yourself' af Bo Burnham, 'I Kill Pedophiles' og 'I Want To Die In A War'.

Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her