En automekaniker i Finland er blevet tilkendt erstatning, efter at han blev fyret fra sit arbejde, da han havde meldt sig syg som følge af sorg over sin kats død.
Ifølge tyske Bild har en finsk domstol tilkendt manden en erstatning på godt 300.000 kroner, der også omfatter sygedagpenge og advokatsalærer.
Det juridiske katteslagsmål tog sin begyndelse, da mekanikerens kat var blevet så syg, at den måtte aflives.
Dødsfaldet for det elskede kæledyr påvirkede ejeren så dybt, at han meldte sig syg på det værksted, hvor han arbejdede.
Her ville arbejdsgiveren dog ikke acceptere den usædvanlige anledning til sygemeldingen, selv om den sørgende katteejer kunne fremvise en lægeerklæring.
Derfor fik mekanikeren ifølge flere finske medier et ultimatum af sit chef: enten vender du tilbage på arbejde eller også siger du op.
Med kniven for struben vendte mekanikeren nødtvungent tilbage på arbejde, men på værkstedet blev situationen mere og mere uudholdelig.
Til sidst blev han afskediget – blandt andet på grund af ubegrundet fravær.
Ifølge opsigelsen havde han også truet sin chef og forsøgt sine pligter.
Det mente automekanikeren dog var en misforståelse, og derfor indbragte han sagen for byretten i den finske by Tampere.
Her endte dommerne med at vurdere sagen til hans fordel, især fordi der ikke blev anset at være bevis for de advarsler og irettesættelser, som arbejdsgiveren angiveligt havde udstedt.
Derfor måtte virksomheden i sidste ende betale sin tidligere medarbejder godt 300.000 kroner, inklusive erstatning, sygedagpenge og advokatsalærer.
Den sørgende katteejer nåede dog ikke selv at få glæde af pengene. Han var død, før dommen blev afsagt.
Derfor kom den tilkendte erstatning blot til at indgå i hans dødsbo.

