En opringning fra Danmark betød fredag aften en lykkelig afslutning på et tre år gammelt mareridt for ægteparret Sandvik fra Norge.

Under en ferietur til Danmark i sommeren 2017 forsvandt deres elskede hunkat Pippi sporløst.

Det skete, mens det norske ægtepar i august havde slået sig ned med deres mobilhome på Omme Å Camping i Sønder Omme.

Ægteparret forlængede deres ophold i det jyske nogle dage og forsøgte blandt andet med efterlysningsplakater at få opsporet katten, men uden held.

Anita Sandvik troede dårligt sine egne ører, da hun fredag aften blev ringet op fra Danmark. Her ses hun sammen med sin kat, før den løb væk.
Anita Sandvik troede dårligt sine egne ører, da hun fredag aften blev ringet op fra Danmark. Her ses hun sammen med sin kat, før den løb væk.

»Det var vældig trist, og vi troede, at vores kat var død. Det har vi faktisk sørget over siden, og i stedet fik vi anskaffet en lille hund,« fortæller 58-årige Anita Tjetland Sandvik til B.T.

Men ud af det blå ringede telefonen så fredag. I den anden ende var sognepræst Jacqueline Thiesen fra Sønder Omme Kirke med gode og overraskende nyheder.

Den 33-årige præst flyttede i sommeren 2019 ind i præstegården, som ligger tæt ved  campingpladsen. Her havde hun bemærket en kat, der ofte besøgte haven, men holdt sig lidt for sig selv.

Præsten fik selv kat, og efter at hun torsdag prøvede at give den »fremmede« kat mad også, ville den pludselig gerne komme tæt på og virkede tillidsfuld. Præsten lagde et billede af katten på Facebook, og pludselig huskede nogen, at der vist for få år siden havde været et norsk ægtepar, der mistede en kat.

Anita Sandviks mand Brynjulf var så nært knyttet til ægteparrets kat Pippi, at han nogle måneder før dens forsvinden i sommeren 2017 fik foreviget et portræt af den som en tatovering på sin skulder. 
Anita Sandviks mand Brynjulf var så nært knyttet til ægteparrets kat Pippi, at han nogle måneder før dens forsvinden i sommeren 2017 fik foreviget et portræt af den som en tatovering på sin skulder.  Privatfoto

På campingpladsen kunne man hjælpe med oplysninger fra den bortløbne kats kattepas om blandt andet navn og chipnummer, og efter et mindre detektivarbejde på nettet fandt sognepræsten frem til det rigtige norske ægtepar og kunne ringe Anita Sandvik op

»Hun blev både chokeret og glad. Det forstår jeg godt selv, efter at have fået kat selv. Man bliver vældig glad for dem. Anita fortalte også, at katten havde været væk i næsten tre år, og da blev jeg også vældig chokeret,« siger præsten Jacqueline Thiesen til den norske avis VG.

Den gode nyhed fra Danmark rystede det norske ægtepar, som på grund af coronasituationen ikke umiddelbart ved, hvornår de kan blive genforenet med Pippi.

»Det var en fantastisk nyhed, for vi har virkelig savnet hende. Men først på mandag er vi nok lidt klogere på, hvad der nu skal ske. For Pippi skal en tur forbi en dyrlæge i Danmark, og måske bliver det nødvendigt med karantæne i op til tre uger, hvis hun skal vaccineres mod rabies,« fortæller Anita Sandvik til B.T.

»Vi har allerede fået de første tilbud om transport af katten til Norge fra nogle hjælpsomme mennesker, der skal køre mellem Norge og Danmark i forbindelse med en begravelse, men foreløbig må vi se tiden lidt an.«

»Det samme må vi gøre i forhold til, hvordan vores hund og Pippi skal komme ud af det med hinanden. Folk siger til os, at vi bare skal give det lidt tid, så skal det nok gå,« tilføjer hun.