Krigen i Ukraine har fået danskere til at tømme butikshylderne for ukrainske flag.
Hos Dahls Flagfabrik i København er efterspørgslen på ukrainske flag »voldsom«.
»Vi har udsolgt af alt. Vi har bestilt ekstra flag hjem og sat vores systuer rundt omkring i landet i gang. Vi er blevet kimet ned hele dagen og bliver det fortsat,« fortæller Peter Østerbye, der er teknisk chef i flagfabrikken.
Alene mandag har butikken solgt omkring 100 ukrainske flag, som tæller både små flag, flag til altanen og flag til flagstangen, fortæller Peter Østerbye.
Ifølge Peter Østerbye er det danske borgere, virksomheder og kommuner samt nogle enkelte ukrainere, der køber flagene.
Danskernes store ønske om at vise sympati med Ukraine mærkes også hos politiet, som samtidig løfter pegefingeren.
Det er nemlig ikke tilladt at flage med udenlandske flag uden en særlig tilladelse.
»Krigen i Ukraine gør, at mange offentlige og private virksomheder helt forståeligt gerne vil vise sympati med Ukraine. Det kræver en tilladelse fra politiet at hejse det ukraniske - eller ethvert andet udenlandsk - flag,« skriver Rigspolitiet mandag på Twitter.
Politiet skriver videre, at der skal ansøges om tilladelse på politiets hjemmeside.
Flagreglerne stammer fra en mere end 100 år gammel bekendtgørelse fra 1915, som forbyder flagning med andre nationers flag.
Det er dog tilladt at flage med grønlandsk, færøsk, finsk, islandske, norsk og svensk flag uden særlig tilladelse.
I 2017 var en familie fra Koldingområdet involveret i en flagsag, hvor de berettede om, at politiet havde bedt dem pille deres amerikanske flag ned, og at det ellers ville koste dem en bøde på 2.500 kroner.
Det har ikke mandag eftermiddag været muligt at få en uddybende kommentar fra Rigspolitiet, Midt- og Vestjyllands Politi eller Justitsministeriet.