Det kostede én måneds fængsel at køre over for rødt og dræbe Ida: 'Det er så forfærdelig uretfærdig'
Otte år efter hendes datter blev trafikdræbt går Charlotte Philbert Michelsen stadig rundt med en stor følelse af uretfærdighed i maven. Nu støtter hun op om en ændring af loven.
Ida var et særdeles smilende væsen, fortæller hendes mor, Charlotte.
Den grønne tændstiksmand lyste op ved fodgængerfeltet, da Ida Philbert Vangsø Ottzen satte hænderne på sit cykelstyr og gik ud i krydset i Brabrand.
Hun nåede dog kun at træde et par få skridt, inden en bil bragede ind i den sagesløse 21-årige kvinde.
Ida Philbert Vangsø Ottzen blev slynget op på kølerhjelmen, hvorefter overkroppen og hovedet røg gennem forruden.
Et par millisekunder senere blev hun kastet op i luften og landede livløs på jorden.
Ti kilometer væk havde hendes mor, Charlotte Philbert Michelsen, der på det her tidspunkt var kørende sælger og i øvrigt lykkeligt uvidende om datterens skæbne, netop gjort pitstop ved et Brugsen-supermarked, da telefon ringede.
»Din datter har været ude for en ulykke, og hun er afgået ved døden. Din søn sidder herude,« lød det i telefonen
Og lige dér – den 30. maj 2018 – ændrede Charlottes liv sig for altid.
Det viste sig, at en 32-årig mand havde kørt over for rødt med mellem 75 km/t og 84 km/t i en 70 km/t-zone.
Han ramte Ida Philbert Vangsø Ottzen, der netop var gået ud for grønt.
Charlotte og Ida. Privatfoto
Manden blev tiltalt for uagtsomt manddrab, og i retten vurderede en bilinspektør, at den tiltalte havde haft gult lys 100 meter før krydset, og at det var skiftet til rødt 20 meter fra krydset.
Efter stoplinjen var der yderligere 38 meter frem til det fodgængerfelt, hvor Ida Philbert Vangsø Ottzen blev kørt ned, uden at bilen nåede at bremse.
Anklagemyndigheden gik efter flere års fængsel, men den 32-årige mand endte med én måneds fængsel og frakendelse af kørekortet i ét år.
Og det var til trods for, at han tidligere var dømt for at køre for stærkt og havde fået frakendt kørekortet flere gange.
»Det var dybt forfærdeligt, og det er stadig så uretfærdigt for mig, at dommen lød sådan. Han sad inde i en måned og kunne leve sit liv videre efter bevidst at have kørt over for rødt, mens Ida mistede hele sin fremtid, og vi andre skal leve med tabet,« fortæller Charlotte Philbert Michelsen.
En – endnu en gang – smilende Ida. creditDefaultValue
Det er mere end otte år siden, at Ida blev kørt over og mistede livet i en ung alder.
Men tiden læger ikke alle sår hos Charlotte Philbert Michelsen.
»Jeg lever et liv med den rygsæk, og jeg kan bare sige, at det er et helvede at miste sit barn. Jeg er så forbandet ked af, at jeg skal leve mit liv uden hende, og at hun ikke fik lov at leve sit liv. Jeg græder stadig over hende hver dag,« siger hun.
Den 32-årige mand fik så kort en fængselsstraf, fordi man i retten ikke vurderede, at der var tale om 'særlig hensynsløs kørsel'.
Straffeloven er nemlig skruet sådan sammen, at man groft sagt vurderer et 'uagtsomt manddrab' i to niveauer.
Man kan modtage op til fire måneders fængsel, hvis man uagtsomt forvolder en andens død, men vurderer retten, at det sker under 'særligt skærpende omstændigheder' - herunder 'særligt hensynlys kørsel' - kan der gives op til ti års fængsel.
Og her var det altså ikke nok for Retten i Aarhus, at den 32-årige mand kørte over for rødt og bragede ind i Ida.
Havde han haft et minimalt spor af hash eller kokain i blodet, var det automatisk blevet takseret som en 'særligt skærpende omstændighed', og så havde han fået flere års fængsel.
Idag var altid glad og smilende, fortæller hendes mor. creditDefaultValue
Den tiltalte påstod selv i retten, at lyskeglen skiftede til gult, kort før han nåede hen til krydset, og at han kiggede til venstre for at se, om der kom biler fra den vej. Da han så kiggede op, så han pludselig Ida foran sig og kunne ikke nå at bremse.
»Han kørte jo bevidst over for rødt, og det var derfor, han kiggede til venstre. Hvordan de kan komme frem til én måneds fængsel, forstår man ikke. Det fjerner ens retsfølelse. Det var virkelig et chok,« siger hun.
Men Charlotte Philbert Michelsen har en drøm i mørket.
For hvis man i Folketinget mener, at straffene i Idas, Natalis og Leahs har været for korte, så er det muligt at få ændret.
Man kan eksempelvis ændre lovforarbejderne og give anvisninger til domstolene om, at der skal mindre til, at kørsel bliver takseret som 'særlig hensynsløs kørsel' i lignende sager.
»Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at man går ind og kigger på denne her lov og sørger for, at de her sager, der balancerer mellem de to niveauer, ikke ender med én måneds fængsel eksempelvis. Det efterlader familierne med det største følelse af uretfærdighed.«