Det var en masse pludselige dyt ude fra vejen ved Viby Torv i Århus, der sidste fredag klokken 15.30 fik Kasper til at gå hen til sit vindue.
Og dér blev han mødt af et mærkværdigt syn.
Midt på kørebanen holdt der fem biler – flere af dem med en slags vimpler hængende fra dørhåndtagene – sporadisk parkeret med havarilyset tændt.
Se en video af episoden, som Kasper nåede at filme:
De fleste bildøre var åbne, og rundt om bilerne løb omkring 15 – de fleste fintklædte med jakkesæt – mænd rundt.
Én af mændene holdt et bomberør, mens det flere gange skød krudt op i luften.
Kort efter skyndte mændene sig ind i bilerne og forlod stedet.
Det, som Kasper overværede, var en såkaldt bilkortege, der er tradition for til særligt arabiske bryllupper.
B.T. har tidligere beskrevet fænomenet i forbindelse med, at naboer til et selskabslokale i København var frustrerede over larm fra arabiske bryllupper med både fyrværkeri og bilkorteger.
Og det er da heller ikke første gang, at han oplever det i området, men denne gang synes han, det var alt for meget.
»Jeg synes, det var ret voldsomt. Jeg er godt klar over, at det var en bryllupsfejring, men det er helt sindssygt midt i myldretiden i et af de mest trafikerede krys i Århus. Bomberøret var så bare prikken over i'et. Det er respektløst,« siger Kasper, der ikke ønsker sit rigtig navn frem.
Ved du noget om den konkrete sag, eller har du oplevet lignende? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Episoden fandt sted den 10. januar, og dér er det altså ulovligt at affyre fyrværkeri.
Derfor vil politiet, der også fik en anmeldelse fredag, sigte den fyrværkeriaffyrende mand, hvis man ender med at kunne identificere ham.
»Vi fik via 112 en anmeldelse klokken 15.37, hvor det lød, at der stod en gruppe mennesker og skød fyrværkeri af. Ifølge anmeldelsen stod personerne på kørebanen og i midterrabatten, mens der også holdt en masse biler til gene på kørebanen med havariblinkene tændt,« oplyser Østjyllands Politis presseafdeling og fortsætter:
»En patrulje fra Østjyllands Politi blev straks sendt til stedet, men betjentene traf ikke umiddelbart nogen personer med relevans for sagen, da patruljen var fremme nogle få minutter senere.«