Det er stadig uvist, hvad der rent faktisk skete i den traktorulykke på Mandø onsdag morgen, der har sendt skuespillerinden Bodil Jørgensen på Odense Universitetshospital.

Produktionsleder i ASA Film, der står bag Fare til Fire-filmene, Marcela Dichmann forklarer, at det er politiet, der har sat mundkurv på filmholdet.

- Vi har fået at vide af politiet, at de ikke synes, vi skal kommentere på ulykken, mens politiet og arbejdstilsynet kigger på sagen. Det er de færdige med om tre uger, siger hun.

Læs også: Var vidne til voldsom ulykke: Filmhold og skuespillere får krisehjælp

- Der er ikke noget i første omgang, der giver et indblik i, hvad der er sket. Det er også derfor, vi ikke vil udtale os lige nu.

Marcela Dichmann siger også, at Bodil Jørgensens familie selv står frem, når der er nyt om Bodils helbred.

- Hendes tilstand er stabil, men Bodil Jørgensen og hendes familie har valgt, at de selv vil udtale sig om hendes tilstand, når de er klar til det. Grunden til, at hun er flyttet til Odense Universitets hospital er, at hun skulle ses af nogle andre læger. Det er ikke noget bekymrende, siger hun.