Det var på grund af en voldsepisode, at en central del af Kolding i flere timer var afspærret tirsdag aften.

Sådan lyder det nu fra Sydøstjyllands Politi.

B.T. har tidligere onsdag beskrevet hændelsen, men først nu sætter politiet altså ord på, hvad der gik forud for den massive tilstedeværelse af betjente og også hundepatruljer.

Det lyder således, at en 32-årig koldingensisk mand ved Haderslevvej blev fundet stukket med en ukendt genstand i den ene balle.

Senere på natten blev så to mænd på 31 år og 21 år, ligeledes fra Kolding, anholdt.

De er begge blevet sigtet for kvalificeret vold – som er betegnelsen for overfald i den mere brutale og farlige kategori – men er dog blevet løsladt igen.

»Sydøstjyllands Politi betragter voldsepisoden som en isoleret hændelse mellem nogle personer,« lyder det i en pressemeddelelse.

Politiet oplyste tidligere onsdag til B.T., at området var afspærret fra cirka kl. 21.45 til kl. 00.30.