Køges tidligere bykonge Tommy Kamp vil gerne lytte til voldsrocker, hvis han bliver dårligt behandlet.

Alle har rettigheder og skal behandles éns. Også selvom man er rocker, siger Køges bykonge, Tommy Kamp til Sjællandske Nyheder.

Kamp trak sig som magtfuld formand for Køges socialdemokrater 26. april i år, efter B.T. i en lang række artikler havde afsløret, at han og vennen Henrik Sass Larsen havde spist og drukket gratis igennem længere tid på torvets førende cafe Vanilla.

Cafeens ejere hævder endvidere, at Tommy Kamp også modtog andre ydelser, f.eks en rejse, et jakkesæt og en racercykel.
I forventning om at Kamp trak i trådene på Køge Rådhus, så Vanilla fik fornyet deres lukrative udendørsbevilling til torvet.

Kamp har hidtil afvist alle beskyldninger om korruption, men blev i denne uge sigtet for bedrageri af Køge Politi.

Torsdag afslører B.T., at Sass Larsen og Tommy Kamp 20. maj deltog i et værtshus-møde med Bandidos såkaldte 'sergeant at arms' (krigsminister), Torben 'Suzuki' Ohlsen.

Ifølge den højtrangerede rocker, der flere gange er dømt for grov vold, hærværk og dødstrusler mod sin eks-kæreste, drøftede de tre mænd voldsrockerens problem med at få samkvem med sin otte-årige søn.

Suzuki-Torbens eks-kæreste lever i dag under en anden identitet på hemmelig adresse og under særlige sikkerhedsforanstaltninger.
Og har fået tilkendt fuld forældremyndighed over sønnen.

Det ville rockeren gerne drøfte med indflydelsesrige politikere, og Ohlsen siger til B.T., at han tidligere havde aftalt at mødes med Tommy Kamp, da han 20. maj tilfældigt mødte Kamp og parti-vennen Sass Larsen på værtshuset, hvor det kompromitterende billede er taget. 

Bandidos-rockeren siger også, at Kamp tidligere havde fortalt, at Henrik Sass ønskede at gå ind i hans sag.

Da B.T. talte med Ohlsen tirsdag, sagde han:

- Jeg havde nogle dage tidligere sagt til Tommy Kamp, om vi ikke lige kunne stikke hovederne sammen, og så mødte jeg dem tilfældigvis... Jeg skal se Tommy Kamp igen i aften (tirsdag), og så tager vi et nyt møde alle tre.

Til Sjællands Nyheder siger Tommy Kamp i dag torsdag, at han ikke ser noget forkert i at mødes med den voldsdømte rocker, med henblik på at hjælpe ham:

- Jeg vil gerne sige, at hvis et mennesker kommer i klemme og bliver dårligt behandlet, så hører jeg gerne på ham. Alle har rettigheder og skal behandles ens, også selvom man er rocker, siger Kamp.

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Tommy Kamp, men det har ikke været muligt.

Torben Ohlsen har flere gange truet med at slå sin søns mor ihjel.