Retssagen mod 49-årige JP, der er tiltalt for at have myrdet sin tidligere samlever gennem 15 år, Lisa Sofie Andersen, og begravet hende ved en rideskole i julen 2010, rulles netop nu op i Retten i Glostrup.

Anklageren har netop vist billeder af Lisa, der er taget, efter politiet havde gravet hende op af den kolde jord på årets første dag i 2011 - det, der skulle have været den myrdede tandlægeklinikassistents 38-års fødselsdag.

Billederne viser, at jorden i graven var blandet med sne, og at den øverste del af Lisas døde krop var begravet en god halv meter under jorden.

Alle undersøgelser tyder dog på, at hun var dræbt, da hun blev begravet.

Inden Lisa og eks-samleveren JP - der har en fem-årig dreng sammen - gik fra hinanden i 2010, boede de sammen i en et hus i Ballerup. Efter skilsmissen blev huset solgt, og anklager for Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn Christian Schrøder har netop gjort rede for, at Lisa indledte et forhold til ejendomsmægleren efter hussalget.

Lisas nye elsker har aldrig været betragtet som mistænkt i sagen, og ved at beskrive forholdet i sin indledende forelæggelse, vil anklageren - gennem afhøringer af blandt andet familie og den nye elsker i løbet denne uge - redegøre for, at drabet kan være begået i jalousi.

JP nægter sig skyldig, og ejendomsmægleren skal senere vidne i sagen.

JP har onsdag forklaret, at deres forhold i hans optik var slut, og at det stod hende frit for at have et forhold til andre mænd.

Han erkendt dog, at han i november 2010 friede til Lisa Andersen, men bedyrede, at det var en spøg - hun tog den ilde op og blev ked af det, hævdede ham - og at han udelukkende gjorde det, fordi hun 'peb' over, at hun risikerede at blive gammeljomfru.