Den kommende retssag mod Tommy Kamp for bedrageri mod ejerne af cafe Vanilla i Køge bliver ikke til noget. Dermed slipper Henrik Sass Larsen for at vidne.

Det oplyser advokaturchef Morten Frederiksen fra anklagemyndigheden i Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.  

Sidste år politianmeldte ejerne af café Vanilla Murat Kitir og Ertogul Karahan Tommy Kamp for at have presset dem til at give ham gratis mad og drikke samt diverse dyre gaver som racercykler og rejse til Tyrkiet mod, at han til gengæld hjalp med at skaffe en attraktiv bevilling til udendørs servering.

 


Cafe-ejerne har efterfølgende skiftet advokater, og anklagemyndigheden har valgt at imødekomme ønsket fra forsvarerne om at droppe sagen.

   - Anklagemyndigheden har modtaget nye oplysninger i sagen som betyder, at straffesagen må falde bort. De to restauratører mener sig nu ikke snydt af den tidligere lokalpolitiker og kan derfor ikke længere erkende sig skyldige i forsøg på bestikkelse. Det vil derfor ikke være muligt at bevise, at der er foregået noget strafbart mellem de tre personer, siger advokaturchef Morten Frederiksen. 

Murat Kitirs advokat Torben Bagge forklarer, at de to café-ejere godt har været klar over, at Tommy Kamp ikke direkte kunne give cafeen bevillingen til udendørsservering, men de har i stedet betalt ham med diverse gaver og middage for, at han kunne yde lobbyarbejde over for de politikere, der kunne træffe beslutningen.




- Det er ikke ulovligt at betale nogen for lobbyarbejde, og dermed har vi anmodet om at sagen droppet, siger Torben Bagge. 

 Retssagen skulle ellers være begyndt den 21. maj og kørt over seks retsdage.

 Anklagemyndighedens beslutning er godt nyt for socialdemokraternes nye gruppeformand Henrik Sass Larsen, der skulle have været indkaldt som vidne af café-ejernes forsvarere. 

Henrik Sass Larsen og Tommy Kamp er mange-årige venner og han skulle ifølge cafe-ejerne have spist og drukket gratis sammen med Tommy Kamp på cafeen. Også Køges socialdemokratiske borgmester Marie Stærke var indkaldt som vidne af cafe-ejerne.