Han er blå i hovedet. I skal slippe ham, ellers dør han.

Sådan genfortæller kioskejer Hafeez Abdul de advarende ord, som torsdag forgæves faldt til en centervagt og to gæster i Hedegårdscentret i Ballerup, kort før invalidepensionist Mogens Jessen mistede livet.

B.T. kan nu afsløre, at det efter alt at dømme var et epileptisk anfald, der førte til, at en vagt og flere centergæster kastede sig over Mogens Jessen, holdt ham i halsgreb, bandt hans ben sammen med strips og klemte hans krop mod jorden i op imod 20 minutter, inden han mistede bevidstheden og senere døde i politiets varetægt.

- Politiet har fortalt os, at man tror, han fik et epileptisk anfald, og at det er dét, der har udløst det, siger Mogens Jessens datter, Birgit Petersen, da B.T. møder hende fredag eftermiddag – få timer efter, at hun har holdt ligsyn og sagt farvel til sin far.

I fredagens udgave af B.T. beskrev et øjenvidne, hvordan Birgit Petersens far slog ud efter en kvinde, et barn og en centervagt i Hedegårdscentret og derpå blev lagt ned og holdt nede af vagten og flere centergæster.

- Det så meget voldsomt ud, og jeg tænkte: det her ender galt. Det værste var, at de sad og småsnakkede og smågrinede, fortalte et vidne til B.T.

Ifølge Birgit Petersen bekræftede en retsmediciner over for hende, at det var gået voldsomt for sig. Mogens havde blå mærker på ribben og knæ, og ved selvsyn kunne hun se, at han havde sår på næsen.

Årsagen til de mange knubs har politiet udlagt således:

- Han ligger på gulvet, og der kommer en dame hen og vil hjælpe ham. Så er det, han bliver voldsom. Han bliver urolig ved fremmede mennesker under anfaldene og reagerer udfarende mod dem, fortæller Birgit Petersen, der er pædagogmedhjælper og i øjeblikket på barsel med sit tredje barn.

Hårdhændet behandling

B.T. talte fredag med adskillige vidner, der havde set hendes 62-årige far miste livet i Hedegårdscentret. Flere beskriver, hvordan centervagten og hans hjælpere udsatte Mogens Jessen for en hårdhændet behandling.

- Han siger 'undskyld, undskyld, jeg skal nok lade være'. Og vagten siger: 'Nu slapper du af. Jo mere du spræller, des hårdere klemmer jeg', fortæller Hafeez Abdul og tilføjer, at bekymrede forbipasserende og ansatte i centret fik besked på at passe sig selv.

- Du skal bare skrubbe ind og passe dit arbejde,« svarede han. Det er fuldstændig sindssygt dét, de har lavet. De kan ikke ligge tre mand oven på ham i en halv time og regne med, at han slipper levende fra det. De har presset livet ud af ham, siger Hafeez Abdul.

Rystet over oplevelsen

En 18-årig gymnasieelev, der kun ønsker sit fornavn, Mahir, i avisen, var ligeledes til stede torsdag eftermiddag. Også han er rystet over oplevelsen.

- Det er noget, jeg har med mig resten af livet. Vagten sad på hans bryst og tog kvælertag, sådan et head lock, siger Mahir, der bøjer armen og viser, hvordan vagten holdt Mogens Jessens hoved låst fast mellem over- og underarm.

- Han var helt blå og gul i ansigtet. Vagten slap først, da han var bevidstløs, siger Mahir.

Da politiet ankom, blev Mogens Jessen lagt i håndjern, bl.a. af viceborgmester Tom S. Nielsen, der er politibetjent. Da han kort efter mistede bevidstheden, blev håndjernene taget af. Mogens Jessen døde kort efter.

Sodavand til børnene

Ved komfuret i Birgit Petersens lejlighed på Østerbro vidner en visit fra politiet om den sidste handling, hendes far nåede, før han døde: Et indkøbsnet med en pakke Prince, Kærgaarden og lidt slik og to flasker sodavand til de mange børnebørn.

- De siger, at de ikke kan fortælle, hvorfor han er død. Han er bare død. De håber, når prøverne kommer tilbage, at kunne finde en dødsårsag, siger Birgit Petersen.

Sagen undersøges af statsadvokaten. B.T. forsøgte fredag forgæves at få et svar fra centervagten.