I takt med at flere vender tilbage på arbejde eller tager på ferie, får tyvene lettere ved at begå indbrud.

Et af de positive udfald af coronakrisen har været et fald i antallet af indbrud.

Men bare fordi der har været længere mellem indbruddene i foråret, skal man ikke begynde at slække på sikkerheden i og omkring hjemmet.

Sådan lyder advarslen fra politiet og Det Kriminalpræventive Råd.

Advarslen kommer, efter at der i andet kvartal har været anmeldt 2826 indbrud i beboelser. Det er 43 procent færre end i samme periode sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det store fald kan skyldes, at det er blevet sværere at begå indbrud, når flere har arbejdet hjemme som følge af coronaudbruddet og nedlukningen af landet.

I takt med genåbningen er der derfor risiko for, at tyvene igen får lettere arbejdsbetingelser. Politiet forventer i hvert fald, at det kan være svært at fastholde det fald i indbrud, der har været under coronakrisen.

- Både fordi folk rejser på ferie, og fordi folk også begynder at være fysisk til stede på arbejdspladserne, siger Christian Østergaard, vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han bemærker dog, at der også er forventning om, at noget af faldet vil blive fastholdt hen over sommeren. Det begrunder han med, at mange ikke rejser ud, men i stedet bliver hjemme i eget hus.

- Det gør, at det er meget bøvlet for indbrudstyven at fastholde sit erhverv, siger Christian Østergaard.

Netop det, at flere bliver hjemme i sommerferien, kan være med til at holde indbrudstyvene fra døren, vurderer Det Kriminalpræventive Råd.

- Det virker afskrækkende på tyven, når der er liv og aktivitet i nabolaget, for så er risikoen for at blive opdaget meget stor, siger Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

Hun tror, at der i løbet af sommeren vil komme til at være et lidt lavere antal indbrud, end man ser normalt, fordi flere vælger at blive hjemme.

Men det er svært at sige med sikkerhed, og derfor venter man også spændt på at se, hvad der kommer til at ske, fortæller Sarah Risbøl Jacobsen.

/ritzau/