Syd- og Sønderjyllands Politi leder i øjeblikket fortsat efter den 31-årige Dennis, der fredag forlod sit opholdssted i Tinglev.

Han er afhængig af medicin, som han har efterladt.

Det oplyser politikredsen på Twitter:

'Vi har formodning om, at han stadig befinder sig i eller ved Tinglev og anmoder derfor beboere i området om at tjekke udhuse, haver og lignende,' skrev politiet tirsdag aften.

Tidligt onsdag morgen oplyser vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at der ikke er noget nyt i sagen.

»Desværre. Vi har ikke fundet ham endnu,« fortæller han.

»Vi har ledt efter ham hele natten, så skal vi revurdere indsatsen her til morgen, og så starter vi op igen,« tilføjer vagtchefen, som forklarer, at man desværre ikke har fået nogen henvendelser, som man kan gå efter i sagen.

Den savnede Dennis beskrives som: 160 cm høj og spinkel af bygning med mellemlangt, lyst hår. Han har rødlige skægstubbe og ingen tænder. Hans påklædning er ukendt, men han går som regel i løstsiddende tøj.

Hvis du har oplysninger, som kan føre til, at han bliver fundet, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 114.